- Jeg bliver nødt til at gamble, siger Cort

Magnus Cort har drømt om at vinde DM i hele sin karriere. Søndag går han igen efter at få chancen i Aalborg.

Du kan se DM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Hvad stiller man op, når man reelt set kun er på hold med sig selv?

Det spørgsmål skal Magnus Cort forsøge at finde svar på, når herrerne kører dette års elite-DM søndag. For selvom 21-årige Oliver Wulff, der kører for EF Educations udviklingshold, også er til start, kommer de til at køre som to individuelle ryttere.

Og det betyder, at Magnus Cort skal prøve noget på egen hånd - i hvert fald hvis han vil være dansk mester-

- Det er en helt andet type cykelløb, end dem jeg vanligvis kører. Jeg har kørt DM nogle gange nu, og det er hamrende svært at forudsige, hvad der kommer til at ske. Vi kommer fra så mange forskellige klubber og teams - og så er der antallet. Normalt er der jo altid lige mange på et hold, og man ved, hvad man kan forvente sig af de forskellige hold og taktikker, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

- Men mange af os professionelle kommer med én eller to ryttere, og man kan ikke dække det hele. Jeg bliver nødt til at gamble. Der er mange, der skal ud og udnytte overtallet.

Magnus Cort forklarer, at taktikken både kan være at køre offensivt og dermed forsøge at slippe væk. Men der er også en defensiv mulighed, der handler om at se løbet an indtil finalen.

- Men én ting er sikkert, og det er, at du ikke kan være med i alting, når du kun er én rytter fra ét hold. Det er noget med at holde øje med de andre og lugte sig lidt frem.

Hvis det er en kontinentalrytter, der vinder, kommer de til at skubbe lidt til mig i bussen

Magnus Cort

Har drømt om DM-guld i mange, mange år

Da Magnus Cort kører alene, tror han også, at den største udfordring vil komme fra de hold, der har flere rytterne til start. Det gælder blandt andre Uno-X og Trek-Segafredo, men også kontinentalholdene, hvor flere har et tocifret antal ryttere på startlisten.

EF Education-rytteren vil dog forsøge at udfordre dem, og han kommer i god form. Det viste han på torsdagens enkeltstart, hvor han kun blev slået af Mathias Norsgaard.

- Jeg har drømt om at blive dansk mester i mange, mange år. Det er aldrig lykkedes, selvom det var lige ved og næsten på enkeltstarten, siger Cort.

Oveni DM-trikoten kommer så den gulerod, at han potentielt vil skulle køre i den, når Tour de France starter i Danmark.

Og hvis han ikke selv vinder den, håber han, at det er en anden World Tour-rytter, der gør.

- Det er altid rart, når Dannebrogstrikoten er hos en af de store danske ryttere, der er ude og køre Touren og andre store løb. Jeg ved da også, at hvis det er en kontinentalrytter, der vinder, kommer de til at skubbe lidt til mig i bussen (EF Educations holdbus, red.) og spørge, hvad der gik galt. Hvis der er en af de andre fra World Touren, der vinder, bliver man ikke drillet så meget. Selvom det er det samme løb, og kontinentalrytterne også kører rigtig stærkt.

- Men uanset om man skal til Tour de France er det stort. Det er noget, man har for livet.