Mørkøv overrasket over ”ufattelig fed” DM-rute
Michael Mørkøv ser frem til sit 19. elite-DM i træk, og han er svært tilfreds med den rute, årets DM-felt skal ud på.
Du kan se DM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
På papiret ser ruteprofilen måske ikke yderst vanskelig ud – men man skal ikke lade sig narre.
Sådan lyder det fra Quick-Steps Michael Mørkøv inden dette års DM, der køres søndag i og omkring Aalborg.
Her venter der nemlig en 211 kilometer lang rute, hvor der til sidst køres syv omgange á 11,5 kilometer. Og det er især rundstrækningen, der imponerer Mørkøv.
- Jeg er meget overrasket over den omgang, der er her i Aalborg. Vi har ikke set hele den store omgang, men omgangen her inde er ufattelig fed og flot. Det er store, brede og nyasfalterede veje med to gode bakker på, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT.
- Der er ingen tvivl om, at det ikke bliver en walkover. Det er hårde stigninger, og jeg er sikker på, at den, der vinder, er en værdig vinder af DM-titlen.
Inde på rundstrækningen skal rytterne blandt andet forcere Skovbakkevej, der er 600 meter og stiger med 6,5 procent, inden Nordtoft-bakken venter, der er 400 meter og stiger i gennemsnit med 4,5 procent. Sidstnævnte passeres sidste gang med syv kilometer til mål.
Dannebrogstrikot, Danmark og Tour er en drøm
For 37-årige Michael Mørkøv betyder DM noget helt særligt.
Han har vundet tre gange i alt – i 2019, 2918 og 2013 – og ifølge hans egen optælling er det i år 19 gang i træk, at han er til start ved elite-DM.
- Det er en stor del af sæsonen for mig at være med i de danske mesterskaber. Det er en hjørnesten i cykelsporten, siger Mørkøv.
- Succeskriteriet er ikke kun at vinde. Det er også at køre et godt DM og være med i finalen. At kabalen går op i sidste ende, og jeg kan køre med om sejren, er selvfølgelig det, jeg håber på. Men jeg ved også, at DM er en svær størrelse, og selvom jeg har vundet tre gange tidligere, så er der også 16 gange, jeg ikke har vundet.
Og hvis Mørkøv ender med at blive dansk mester, er der samtidig også en anden stor drøm, der går i opfyldelse. Hvis det sker, skal han nemlig køre i Dannebrogstrikoten på dansk grund, når Tour de France starter om kort tid.
- Det vil være en drøm for os, der skal køre Tour de France; at køre i Dannebrogstrikoten på 2. og 3. etape i Danmark. Det er ekstra motivation, når du Touren starter i Danmark. Og personligt kunne jeg godt ønske, at hvis jeg ikke selv vinder, at det er en andre danske Tour-ryttere, der skal køre i den, siger Quick-Step-rytteren.
Mørkøv har dog ikke de bedste betingelser, da han kun har én holdkammerat med sig – nemlig Mikkel Honoré. Taktikken er derfor også lagt herefter.
- Vi bliver nok nødt til at læne os en lille smule tilbage og animere løbet, så det falder ud til vores fordel, men vente til finalen. Og så se der, om vi kan køre med nogle af de hold, der kan styre og kontrollere det.