Coronakaos på Fuglsangs hold kort før start

Omer Goldstein, som kører for Israel-Premier Tech, er nærkontakt til en coronasmittet og misser Touren. Holdets vejkaptajn er i farezonen.

Israel-Premier Tech med Jakob Fuglsang på holdet har kort før holdpræsentationen til Tour de France i Tivoli måtte lave en udskiftning.

Holdets eneste israeler, Omer Goldstein, er blevet kategoriseret som nærkontakt til en coronasmittet. Derfor misser han Touren. Det oplyser holdet på Twitter, og sportsdirektør Nicki Sørensen uddyber over for TV 2 SPORT:

- Det er jo desværre den situation, vi står i i øjeblikket. Vi skal nok få styr på situationen. Vi er syv sikre ryttere til præsentationen, og så har vi ryttere klar til at komme ind, siger Nicki Sørensen.

Omer Goldstein erstattes af canadiske Guillaume Boivin.

Endnu en i farezonen

Som om det ikke var nok, så må holdet måske også undvære den sydafrikanske veteran Daryl Impey. Israel-Premier Tech oplyser, at Impey også er nærkontakt, men holdet afventer, om han stadig kan deltage i Touren.

Ifølge Nicki Sørensen vil det være et stort tab, hvis Impey også må skiftes ud.

- Daryl Impey er en vigtig rytter for holdet. Så jeg håber meget, at vi har styr på de ting til i morgen. Hans form har været super god, og han har virkelig fået lavet et comeback med sin flotte sejr i Schweiz Rundt. Han er også tiltænkt rollen som vejkaptajn på holdet, så jeg vil være ked af at miste ham, tilføjer Nicki Sørensen.

Holdets sportsdirektør Rik Verbrugghe testede desuden positiv på rejsen til København, hvorfor han også er rejst hjem. Han tilknyttes dog løbet igen, når det føles sikkert nok at bringe ham tilbage.

Astana mister også en Tour-rytter til corona

Samuele Battistella fra Astana skal heller ikke køre Tour de France.

Den unge italiener er blevet smittet med coronavirus og kommer altså ikke til at rulle ned ad startrampen, når Touren starter med en enkeltstart i København fredag.

Battistella erstattes af hviderussiske Alexandr Riabushenko, der bliver Tour-debutant.