Froome blæst bagover af Danmark: - Aldrig oplevet noget lignende
De internationale cykelstjerner er vilde med den modtagelse, de har fået af de danske cykelfans.
Du kan se Tour de France på TV 2 og TV 2 PLAY.
Den danske Tour de France-start blev skudt i gang med et brag i Tivoli i København.
De tusindvis af fremmødte fans gav alle rytterne store klapsalver og høje jubelråb med på vejen, da de blev præsenteret. Og det bragte virkeligt et smil frem hos rytterne, at de blev taget så godt imod.
Chris Froome
Israel - Premier Tech
- Jeg vil bare lige hurtigt benytte denne mulighed til at sige, at jeg har være til ti Tour de France-starter. Jeg har aldrig følt den energi, som jeg kan mærke blandt tilskuerne i aften. Det er utroligt, sagde Chris Froome på scenen i Tivoli, inden han uddybede oplevelsen over for TV 2 SPORT.
- Uvirkeligt... Uvirkeligt! Hatten af for Danmark. Jeg har aldrig oplevet en Tour-start som dette i ti år. Der er en fantastisk atmosfære.
- Jeg havde ikke forventet noget, da jeg rullede op på scenen, fordi det er min tiende Tour-præsentation, men da jeg kom på scenen, fik jeg fuldstændig gåsegud overalt. En fantastisk atmosfære - det havde jeg ikke forventet. Det er fedt at se, hvor passionerede danskere er omkring Tour de France.
Jakob Fuglsang
Israel - Premier Tech
- Jeg har aldrig prøvet noget som det her før. Den her præsentation er speciel.
- Jeg er virkelig stolt over at være her, og jeg er stolt over at se så mange mennesker her, der støtter Touren. Jeg er stolt over at vise mine holdkammerater og de andre ryttere, hvor fantastiske mennesker der er i Danmark.
Christopher Juul-Jensen
Team BikeExchange - Jayco
- Det var vildt. Meget, meget vildt. Det overgik alle mine forestillinger om, hvordan det ville blive her til aften. Der var så mange mennesker og kæmpestor opbakning. Jeg er dybt taknemmelig og lykkelig over at blive modtaget på den måde sammen med mine holdkammerater.
Kasper Asgreen
Quick-Step - Alpha Vinyl
- Det var fantastisk. Det var superfedt at rulle ind på scenen deroppe og møde de danske fans. Jeg havde gættet på, at Danmark ville gøre det rigtig godt. Den stemning, vi fik deroppe, er noget, vi kun får ganske få gange om året.
- Til VM i Flandern og Flandern Rundt var det noget lignende, men det er sjældent, og jeg er superglad for, at danskerne levede op til de store forventninger, der har været, og at de hylder Tour de France.
Silvain Dillier
Alpecin - Deceuninck
- Jeg blev overvældet af publikum på podiet, og det var vildt. De gik helt amok. Og det må være endnu mere vildt for de danske ryttere. Jeg ser virkelig frem til at køre her i Danmark, fordi det virker virkeligt som et cykelpublikum.
John Degenkolb
Team DSM
- Jeg ser virkelig frem til at starte i Danmark, fordi det virkelig er noget specielt. Det er første gang i historien, og jeg er stolt over at være her. Atmosfæren var ret fascinerende, men jeg forventede det lidt, da jeg også var her for 12 år siden ved VM. At se det her og være en del af, det er fedt.
Sepp Kuss
Jumbo-Visma
- Jeg er virkelig kommet i stemningen efter denne præsentation. Fansene har været fantastiske, og jeg tror, det bliver en speciel start. Og man kan mærke på holdet, at vi har Jonas med, fordi han allerede får en masse støtte. Det er virkelig spændende.
Geraint Thomas
INEOS - Grenadiers
- Det er utroligt. Hver gang, Touren starter uden for Frankrig, bliver det større og større. I Danmark elsker de sporten og ser med, så det bliver nogle fede dage.
Tadej Pogacar
Team UAE Emirates
- Det var virkelig en pæn velkomst. Der var så meget larm og en god atmosfære. Jeg elskede hvert eneste sekund, og jeg håber, at det fortsætter sådan her resten af Touren.
Jack Haig
Bahrain - Victorius
- Jeg er virkelig imponeret for at være ærlig. Vores hotel ligger lidt uden for København, men nu er vi kommet herind, og det er en virkelig smuk by, og folk bakker op om Touren. Jeg er glad for at være her, og det var en af de bedste holdpræsentationer længe.
Philippe Gilbert
Lotto - Soudal
- Det var fedt. Og det var et flot øjeblik at være på scenen sammen med Andreas Kron, og jeg er glad for at dele disse følelser med ham. Alle holdpræsentationer er gode på hver sin måde, men man kan fornemme, at danskerne kender til cykelsporten. De kender rytterne og navnene.