Dansk politi ransager Tour-hold
Dansk politi er torsdag morgen mødt op på Bahrain Victorious' hotel. Det skete på foranledning af den franske anklagemyndighed.
Få timer efter den storstilede holdpræsentation i Tivoli er politiet dukket op på Bahrain Victorious' hotel - Scandic Glostrup. Det skriver Ekstra Bladet.
Københavns Politi oplyser sin hjemmeside, at franske betjente deltog i aktionen som observatører.
- På baggrund af en retsanmodning fra fransk politi, som led i en igangværende efterforskning i Frankrig, har Københavns Politi gennemført en ransagning på hotellet i Brøndby. Da der er tale om en efterforskning, der bliver gennemført af fransk politi, må vi henvise til dem for yderligere kommentarer, udtaler politiinspektør Dannie Rise.
Politet har ikke yderligere kommentarer, lyder det til TV 2.
Hotellets direktør, Jeroen Bishop, fortæller, at Københavns Politi ankom til hotellet lidt før klokken seks med en dommerkendelse på vegne af den franske anklagemyndighed.
Han fortæller desuden, at der var både uniformerede og civile betjente til stede under ransagningen.
- Det foregik stille og roligt, siger Jeroen Biship til TV 2.
Værelser og biler gennemsøgt
På sin hjemmeside har Bahrain Victorious senere bekræftet politiets besøg.
- Betjentene har gennemsøgt alle biler og værelser, der tilhører staben og rytterne. Alle har samarbejdet med betjentene, og ransagningen var gennemført i løbet af to timer. Intet blev beslaglagt, skriver Bahrain Victorious.
- Efter politiets gennemsøgning ser holdet nu frem til at fokusere på verdens største og bedste cykelløb, Tour de France. Vi har ikke yderligere kommentarer.
Direktør ringet op
Jeroen Bishop var ikke selv til stede på hotellet, men blev ringet op af sit personale, da politiet mødte op. Herefter var han selv i kontakt med politiet, som fremviste en dommerkendelse til personalet.
- Når politiet kommer, skal de vise, at de har en grund til at være der, og så har personalet assisteret, som de skal, siger han.
Politiet forlod hotellet igen omkring klokken otte - cirka to timer senere.
Hoteldirektøren understreger, at han ikke kan udtale sig konkret om hotellets gæster. Det er dog et faktum, at Bahrain Victorious har haft besøg af politiet umiddelbart inden Tour de France.
Kort før afgangen til Danmark fik flere ryttere og ansatte fra Bahrain Victorious deres hjem ransaget af politiet. Det meldte holdet ud mandag.
Under sidste års Tour de France blev holdets hotel ligeledes ransaget, fordi der var mistanke om dopingsnyd.