Tour de France

- En af de bedste bjergryttere i verden, siger Pogacar om Vingegaard

Tadej Pogacar roser Jonas Vingegaard, men vil ikke sætte navne på sine værste Tour-rivaler.

En verdens bedste cykelryttere, når det går op ad bakke. Og i det hele taget en rytter, der mestrer de fleste discipliner.

Sådan lyder den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacars vurdering af sin danske rival Jonas Vingegaard dagen før Tour-starten i København.

Vingegaard endte sidste år som Pogacars hårdeste konkurrent på vejen mod Paris, og danskeren er selvfølgelig igen på radaren hos den slovenske storfavorit.

- Han er en af de bedste bjergryttere i verden lige nu. Sidste år viste han, at han er i stand til at gøre det godt i en grand tour, og han kan også køre en god enkeltstart. Som rytter er han ret komplet, og han er virkelig stærk, siger Tadej Pogacar.

Nægter at tale om konkurrenterne

Den unge slovener virker ellers ikke til at gå voldsomt meget op i sine konkurrenters niveau eller aktuelle styrke.

Nærmest demonstrativt holdt han sig fra at nævne specifikke navne på torsdagens pressemøde, hvor han optrådte i vanlig tilbagelænet og ubekymret stil.

- Jeg kan ikke sige, hvem der er mine stærkeste rivaler. Det er et løb over tre uger, og der er så mange hold og så mange navne. Alle, der møder op, er 100 procent forberedt.

- I år kommer vi selv med et af de stærkeste hold overhovedet i feltet, så vi bør ikke koncentrere os om de andre. Vi fokuserer mest på os selv, siger Pogacar.

Hans første Tour-triumf i 2020 kom efter en hidsig slovensk duel med Primoz Roglic. Sidste år var sejren mere overlegen - måske fordi Roglic tidligt måtte udgå af løbet.

- Alle, der deltager i en konkurrence, ønsker selvfølgelig de bedst mulige konkurrenter. Jeg håber ikke, det går galt for nogen i år, siger Pogacar diplomatisk.