Tour de France

Fan ville male "Chris Anker Sørensen" på vejen, men blev stoppet af politiet

Maling på vejene kan påvirke sikkerheden i trafikken. Derudover kan det blive betragtet som hærværk.

Hvis du vil skrive på vejen, så gør det med kridt.

Sådan lød budskabet fra Midt- og Vestsjællands Politi til en mand, der onsdag aften ville hylde den afdøde cykelrytter Chris Anker Sørensen ved at male hans navn på Munkholmvej i Lejre på Midtsjælland.

Han blev senere bedt om at vaske malingen væk fra vejen, som Tour de France-rytterne skal cykle på, når feltet ruller ud på 2. etape af årets udgave af det berømte løb.

- I stedet for at sigte manden valgte vi at have en forebyggende snak med ham, siger Thomas Kristensen, pressetalsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Kan blive sigtet for hærværk

Flere Tour de France-fans markerer deres begejstring for, at løbet i år finder sted i Danmark, ved at tegne eller skrive på ruten, som strækker sig fra København til Sønderborg.

Her skal man være opmærksom på, at man ikke må bruge blivende maling, lyder det fra Thomas Kristensen.

- Vi ved, at det er en tradition at markere vejene i forbindelse med cykelløb, men det skal være med kridt, som kan fjernes igen, fortæller han.

Hvis man vælger at male på vejene, kan det af politiet blive betragtet som hærværk.

Kan påvirke trafiksikkerheden

Selvom det ikke lyder farligt at male på en vej, kan det have konsekvenser for trafikken, forklarer Thomas Kristensen til TV 2.

Man skal især være opmærksom på, at malingen ikke ligner trafiksymboler, såsom hajtænder, som kan påvirke trafikken.

- Hvis vi er ude i noget, som er svært at fjerne, så er det ikke til gavn for trafiksikkerheden, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.