Tour de France

Tivoli brød ud i grin efter danskers stikpille

Andreas Kron fik hele Tivoli til at grine, da han sendte en spydig kommentar afsted mod legenden Philippe Gilbert.

En stor dansk cykelaften med Tour de France-holdpræsentation i Tivoli blev onsdag aften kronet af Andreas Kron.

Den danske cykelrytter, der debuterer i dette års Tour, havde nemlig en spydig og vittig kommentar i ærmet, da Lotto-Soudal-holdet blev præsenteret på scenen i Tivoli.

Kommentaren var rettet mod holdkammeraten Philippe Gilbert på 40 år, der denne sommer kører sit sidste Tour de France efter en lang og glorværdig karriere. For da 24-årige Kron på scenen blev bedt om at sætte lidt ord på den belgiske cykellegende, valgte han den humoristiske vej.

Det begyndte ellers lige efter bogen:

- Det er en drøm at køre med ham...

Men Krons sætning fortsatte:

- Vi er godt nok nødt til at hjælpe ham med al teknologien, men det går nok.

Og dén vittighed om holdets absolutte veteran gik rent ind. Alle var flade af grin. Også Philippe Gilbert.

Gilbert nød oplevelsen

Philippe Gilbert har for længst annonceret, at årets Tour de France, der er hans Tour nummer 11, også bliver hans sidste dans med det franske etapeløb.

Men selvom man er en rutineret ræv, så kan en holdpræsentation som dén i Tivoli onsdag aften fortsat godt give kriller i maven hos Gilbert. Og på trods af en enkelt spydig kommentar, så blev den positive oplevelse faktisk forstærket af, at han netop oplevede det hele sammen med sin danske holdkammerat Andreas Kron.

- Det er skønt at være her. Især sammen med Andreas. I dag kørte vi 500 meter forbi hans barndomshjem her i Danmark, sagde Philippe Gilbert på scenen.

Efterfølgende uddybede han over for TV 2 SPORT:

- Det var fedt. At opleve det sammen med Andreas Kron var et dejligt øjeblik. Jeg er glad for at dele disse følelser med ham, siger Philippe Gilbert, der drømmer om at komme ud og køre aggressivt i Touren sammen med den danske debutant:

- Det kunne være fedt. Vi har haft nogle gode løb sammen, og vi forstår hinanden godt. Så hvis vi kommer i udbrud sammen, kan vi skabe noget stort.

Gilbert har vundet en enkelt etape i Tour de France tilbage i 2011.

- Det var en vild oplevelse

For 24-årige Andreas Kron var onsdagen en på alle mulige måder surrealistisk dag.

For ikke nok med at han kastede sig ud i at agere komiker foran 10.000 mennesker i Tivoli, så tog han også for alvor hul på karrierens første Tour de France. Sådan næsten i hvert fald. Og så endda på hjemmebane i Danmark.

- Det er bare vildt. Det er vildt pludselig at føle sig som en kæmpe stjerne. Det var en vild oplevelse. Nu er det ved at gå op for mig. Indtil nu har det ellers været ret abstrakt, siger Andreas Kron til TV 2 SPORT.

Nu handler det bare for den unge Lotto-Soudal-rytter om at slå tiden ihjel, så det hurtigst muligt kan blive fredag og Tour-start i Danmark.

- Jeg glæder mig bare til at komme i gang. Det er nok meget godt, der er en dag imellem, så jeg lige kan falde lidt ned og fokusere på opgaven.

Andreas Kron har i ugerne op til Tour de France været smittet med coronavirus, men han vurderer ikke, det får nogen betydning for hans løb. Tværtimod.

- Jeg var på ingen måde syg. Jeg havde måske én dag mindre på cyklen, end jeg have planlagt, men i sidste ende har det ingen betydning. Måske kan det ende med at være godt, at jeg lige har slappet lidt af.

Det er Andreas Krons anden Grand Tour, efter han debuterede i Vuelta a España sidste år.