Tour de France

Derfor er der flydespærringer ved Den Lille Havfrue

I anledning af Tour de France i København har politiet lagt flydespærringer i vandet langs ruten.

Se Tour de France på TV 2 og TV 2 PLAY

Hvis man vil helt tæt på Tour de France-rytterne ved Den Lille Havfrue fredag eftermiddag, bliver det ikke til vands.

Københavns Politi har nemlig lagt flydespærringer ud for statuen ved Langelinie. Og det sker af sikkerhedsmæssige årsager og af hensyn til cykelrytterne.

- Vi forventer en hel del sejlende, der gerne vil se rytterne, når de kører forbi Den Lille Havfrue. Flydespærringerne er lagt ud for at sikre, at de mange sejlere ikke går i land og kommer for tæt på rytterne. Vi kommer også til at være til stede – både på vandet og til lands i området omkring Den Lille Havfrue for at sikre en god afvikling af enkeltstarten, skriver Vicepolitiinspektør Michael Vibe Kragh til TV 2 SPORT.

Årsagen til afspærringen er, at der simpelthen er for smalt på land fra vejen, hvor cykelrytterne kører på, og at der dermed ikke er nok plads til tilskuere.

Havnefoged i Langelinie Lystbådehavn Nicolai Pedersen fortæller til TV 2 SPORT, at han forventer, at der kommer masser af både i vandet, når Mads Pedersen, Filippo Ganna og Jonas Vingegaard kommer susende på enkeltstarten fredag eftermiddag.

1. etape køres fredag klokken 16. Læs alt om favoritterne og ruten i Emil Vinjebos etapebeskrivelse.