Tour de France

Favorit smed alt væk med to styrt

Stefan Bissegger var udråbt som en af de helt store favoritter til sejren på 1. etape, men kort inde på enkeltstarten var alt forduftet.

- Han er jo vanvittig, når det er regnvejr. Enten så styrter han, eller også kan han gå hen og vinde, for han kører efter sejren.

TV 2 SPORTs cykelekspert Lars Bak kaldte to scenarier, da EF-rytteren Stefan Bissegger i regnvejr trillede ned ad startrampen klokken 16.07.

Og Lars Bak fik ret. Seks minutter senere - omkring 5 kilometer inde på de 13,2 kilometer - lå Bissegger på Københavns våde veje, mens regnen stadig silede ned.

På vej rundt i et højresving forsvandt den lyserøde enkeltstartscykel under schweizeren.

Styrtede to gange

Væk var muligheden for at vinde 1. etape i Tour de France, hvor han elleres var udråbt blandt de største favoritter sammen med Filippo Ganna og Wout van Aert.

Med iturevet cykeltøj kom han tilbage på cyklen, men det var en stakket frist. Fire minutter efter, mens han blot havde været i gang med Touren i 10 minutter, sad han igen på asfalten.

Denne gang var det i et venstre sving, at cyklen igen skred.

- Han kan slet ikke stå fast. Det må være materiellet. Det er jo ikke en kørefejl, mente cykelekspert Rolf Sørensen, mens Lars Bak bød ind:

- Det virkede som Bambi på glatis. At der var for meget luft i ringene på hjulene.

Stefan Bissegger er en enkeltstartsspecialist og vandt i år enkeltstarten i UAE Tour. Sidste år vandt han enkeltstarten i Paris-Nice, Benelux Tour og Schweiz Rundt.