Tour de France

Var på vej mod sensationel tid - men så styrtede han

Christophe Laporte fra Jumbo-Visma havde akkurat sat den hurtigste mellemtid. Men et styrt kort efter forhindrede ham i en mulig sejr.

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.

Specialister som Filippo Ganna og Wout van Aert havde passeret mellemtiden.

Men det var ikke dem, der havde den hurtigste tid, efter de største favoritter var sendt afsted. Det var i stedet franske Christophe Laporte, der havde sat den hurtigste tid, var på vej mod en sensationel tid i mål efter de 13,2 kilometer. Ved mellemtiden var han knap to sekunder hurtigere end Bauke Mollema, der også havde overrasket.

Men et splitsekunds koncentrationssvigt kostede en potentiel sejr. Laporte styrtede i et blødt sving og tabte dermed sejren.

- Han tager svinget dumt. Jeg fik lige sagt, at hans materiale var godt, sagde TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen under kommenteringen.

Indrømmer fejl

Christopher Laporte ankom efterfølgende forslået til holdbussen, hvor hans venstre hofte havde fået en ordentlig hudafskrabning. Franskmanden skulle lige samle sig, inden han forklarede, hvordan han oplevede styrtet.

- Jeg synes ikke, jeg var særlig risikovillig. Jeg ville gerne prøve at gå efter det, da jeg var godt kørende, og jeg fik at vide, at jeg var tæt på ved første mellemtid, siger Christophe Laporte til TV 2 SPORT.

- Men jeg begyndte at træde for tidligt (i svinget, red.). Jeg lavede en fejl, og det er virkelig en skam. Jeg håber ikke, det er gået helt galt, men vi får at se i aften, hvordan det går.

En god start fra Jumbo-Visma

Laportes hold, Jumbo-Visma, kom ellers godt fra start i årets Tour de France, da Wout van Aert blev nummer to, Jonas Vingegaard nummer syv og Primoz Roglic nummer otte.

Og det giver blod på tanden inden resten af Touren.

- Jeg havde en god fornemmelse, og det er godt, at holdet og jeg er kommet godt i gang med Touren på trods af styrtet, siger Laporte.

På trods af styrtet endte Christophe Laporte som nummer 25 på etapen, hvor han var 36 sekunder efter belgiske Yves Lampaert, der vandt 1. etape. Han endte foran Wout van Aert og Tadej Pogacar på anden- og tredjepladsen.

2. etape i Danmark starter i Roskilde og slutter i Nyborg, hvor de forinden har været over Storebæltsbroen. Den kan du læse mere om her: