Danske etaper kan både ende som et blodbad og et kasino
Flere internationale Tour de France-ryttere ser frem til starten i Danmark, hvor det kan ende i et stort drama.
Se Tour de France på TV 2 og TV 2 PLAY
Vind og Danmark er to ord, der ofte går hånd i hånd.
Det håber Tour de France-organisationen nok også på, når 2. og 3. etape køres i det danske landskab. Her er vinden nemlig en af de faktorer, der kan ruske godt og grundigt rundt i feltet.
Derfor kan der vente et drama forude, og det er også flere cykelprofilers forventninger til de danske etaper.
Silvan Dillier
Alpecin - Deceuninck
- Jeg forventer, at det bliver ”et kasino” på 2. etape. Det var et udtryk, jeg hørte forleden. Det beskriver, at der er mange, der prøver at satse alt muligt på mange forskellige ting. Og pludseligt er der en, der går all in, og så vinder han. Det er sådan, jeg tror, at det bliver.
- Der kan komme udskilninger, og vi skal alle være parate. Ellers ender det med at blive grimt.
John Degenkolb
Team DSM
- Vinden kommer til at spille en stor rolle, og der kommer til at være en masse hektiske momenter. Jeg frygter, at det bliver et blodbad. Det er specielt, men det er også noget, vi alle sammen ser frem til.
- Jeg håber ikke, at der er så mange styrt som sidste år. Hvis der ikke kommer det, bliver det en god start på Touren.
Sepp Kuss
Jumbo-Visma
- Det bliver hårde etaper med svære veje. Der er en masse, der afhænger af vinden. Vi skal både komme sikkert igennem etapen, men samtidig skal vi også se efter muligheder.
- Vingegaard har fortalt om vinden og de meget smalle veje, som faktisk ikke er helt de samme i resten af Europa. Der er en masse små landsbyer, vi skal igennem.
Primoz Roglic
Jumbo-Visma
- Den første uge bliver hård her, men jeg vil faktisk ikke tale så meget om det. Vi kommer til at se, hvordan det går. Vi starter på fredag og tager en dag ad gangen.
Du kan læse mere om de danske etaper her.