Dansker huskede forkert og styrtede

Flere ryttere måtte en tur i asfalten på 1. etape, men alle gennemførte.

Som sidste dansker kørte Quick-Steps Mikkel Honoré fredag aften ud på den 13,2 kilometer lange enkeltstart i København, og det blev et minde til den personlige scrapbog.

Desværre for Honoré vil ét af billederne formentlig ikke være et, han bliver særlig glad for at vise frem. Knap halvvejs på enkeltstarten røg han nemlig i asfalten og endte i barrieren.

Over for TV 2 SPORT kunne han dog forsikre, at han var okay. Ligesom han gav forklaringen på, hvad der skete.

- Jeg er helt okay. Jeg oversatsede lidt i et sving, og desværre røg jeg ned. Det var så glat, at man bare skred på asfalten, og jeg har selvfølgelig lidt skrammer, men det er overhovedet ikke noget, der sætter mig tilbage. Det er, hvad der kan ske. Vigtigst af alt skete der ikke noget, og jeg har det okay.

Sætter det lidt skår i glæden, at du styrtede?

- Både og… For der var fantastisk stemning. Jeg kunne intet høre i radioen for tilskuerne, og det gik så hurtigt. Men jeg havde lidt miskalkuleret svinget, for jeg troede, det var et andet sving. Det var også derfor, jeg kom alt for hurtigt rundt i det højresving, sagde Mikkel Honoré.

Overvældende at køre i København

Trods styrtet formåede han stadig at køre i mål som nummer 87 - 1 minut og 5 sekunder efter etapevinderen og holdkammeraten Yves Lampaert.

I danskerklassementet sluttede han som nummer 7 ud af 10 ryttere. Og alt i alt var det en stor oplevelse at køre i København.

- Det var overvældende. Det gik egentlig rigtig godt derude, og jeg havde en god fornemmelse. Det er selvfølgelig superærgerligt at styrte, men jeg er bare lykkelig over, at vi får Lampaert i den gule førertrøje.

- Vi kunne ikke starte Touren på en bedre måde, sagde Honoré og slog fast, at han nu er klar til at arbejde for og forsvare den gule førertrøje.

Du kan se 2. etape af Tour de France, hvor feltet krydser Storebæltsbroen, lørdag på TV 2 og TV 2 PLAY. Etapen starter klokken 12.05.