Tour de France

Han er bidt af Tour de France, men har aldrig set det

Hans Erik Olsen er stor Tour-entusiast og har blandt andet haft besøg af Chris Anker i sit hjem i Herfølge.

Hans Erik Olsen har i dén grad glædet sig til, at Tour de France kom til Danmark.

Publikum i går i København var jo helt fantastiske

Hans Erik Olsen, Tour de France-entusialt

Han er kæmpe Tour-entusiast, og hver sommer følger han med i cykelløbet. Det har han gjort, siden det blev transmitteret på fjernsyn for allerførste gang i 1990.

Men Hans Erik Olsen har aldrig set Tour de France. Han er nemlig blind.

- Jeg hører lydende. Jeg har lagt mærke til, at jeg kan høre, når der er bjergvægge rundt om rytterne. Så ved jeg, nu er der høje bjerge, skrænter og klipper i nærheden, siger Hans Erik Olsen i ’Go’ morgen Danmark’.

- Der er intet, der må forstyrre mig, når jeg ser en etape, fortsætter han.

'Once in a lifetime'

Og ikke overraskende er den inkarnerede Tour-fan svært begejstret for, at det franske cykelløb er kommet til Danmark.

- Publikum i går (fredag, red.) i København var jo helt fantastiske. Det er en begivenhed vi – eller i hvert fald jeg – ikke kommer til at opleve igen, siger den 61-årige cykelfan.

Lørdag er han taget til den nye Tour-rute for at se rytterne suse forbi. Og om otte dage tager han til Frankrig for at følge Tour de France i ophavslandet.

- Jeg skal ned i bjergene, vi skal køre rundt nede i bjergene, siger Hans Erik Olsen.

Besøg af Chris Anker

Hans Erik Olsen fortæller, at hans begejstring for Touren begyndte med Jørgen Leths stemme og fortællinger.

Og begejstringen er blevet opretholdt lige siden. Ikke mindst på grund af Dennis Ritter og Rolf Sørensen, der er hans ”yndlingskommentatorer”, og som han har mødt seks gange.

En anden stor cykel-oplevelse fik han, da Chris Anker besøgte ham i hans hjem i Herfølge.

- Jeg skrev til ham og spurgte, om det kunne lade sig gøre at se en professionel cykelrytters cykel. Og det ville han meget gerne. Så han cyklede til Herfølge og var der i tre kvarters tid, siger Hans Erik Olsen.

Den oplevelse står mejslet ind i hans hukommelse, fortæller han.

Og udover at Tour de France har givet ham kæmpe oplevelser, så symboliserer det også noget, som de fleste måske genkender. Det er nemlig ”lyden af sommer” for ham.

- Jeg gør endda det, når jeg er færdig med at se løbet, så skriver jeg alle etaperesultater ned, så jeg kan gennemgå det fra år til år. Bare for sjov skyld, siger tour-entusiasten.