Cykling

Sommerhusejere og livsnydere fik en oplevelse for livet, da Cort excellerede

Magnus Cort kastede glans over de nordsjællandske bakkedrag, men timerne op til feltets ankomst var i sig selv en fest i en drøm af et landskab.

Det store vibrerende og vindblæste drama på Storebæltsbroen blev det aldrig til, da Tour de France holdt andendagsgilde i Danmark på etapen fra Roskilde til Nyborg.

På den anden side kunne mindre end en dansk etapesejr eller gult til Mads Pedersen måske gøre det.

Sådan så det ud ved de tre bakker, der i dagens anledning havde fået tilføjet det fiiiine franske ord "côte" foran henholdsvis Asnæs Indelukke, Høve Stræde og Kårup Strandbakke.

Ved Asnæs Indelukke var der allerede før middagstid så pakket med mennesker ved den smalle, snoede vej, at man næsten fik åndenød bare ved synet.

Og sådan var det for så vidt hele vejen rundt i et af de mest betagende landskaber, fra når Danmark er dejligst.

Pastis i glasset

Livsnyderi på ret stor klinge, hvis man sådan så sig omkring.

- Vi har fået lidt pastis i glasset, som vi drikker til pizzaen, lød det fra Andreas Sandegård og Gustav Ginger-Mortensen, som var taget fra sommerhuset i nærheden sammen med kærester og børn.

Det så romantisk ud, og sådan var det vist også.

For sådan rundt regnet 12.000 år og en sjat siden skubbede randmoræner rundt med ismasser i en svimlende størrelsesorden på de kanter og formede områdets kuperede bakkedrag.

Det spektakulære landskab var en af grundene til, at Tour de France-societetet lod sig overtale til at lade kampen om den prikkede bjergtrøje få dette særlige kapitel med dansk accent. Og den chance havde Magnus Cort ikke tænkt sig at forpasse.

Lyden af sommer i Veddinge Bakker

Den blonde bornholmers togt blev fulgt af publikum ved Kårup Strandbakke, den sidste af tre bjergspurter på dagen.

Summende mobiltelefoner med Rolf, Ritter og Emil Vinjebos kommentering til de levende billeder er den rene lyd af sommer. Og hvor publikum for få år siden var hensat til enten at se fjernsyn hjemme eller i sommerhuset, er der nu billeder i lommeformat. Overalt.

Der blev jublet igennem allerede, da Cort vandt den første af dagens tre spurter. Så duftede det pludselig af rødt og hvidt og prikker. Lidt dansk succes i verdens største cykelløb er ikke at foragte.

Magnus Corts vikingetogt blev dagens omdrejningspunkt og samtaleemne. Og da den 29-årige dansker tog den tredje og sidste bjergspurt på Kårup Strandbakke, var det med sin nærmeste familie på første parket.

- Vi var Magnus' mor, lillebror og en flok venner samlet lige efter stregen ved bjergspurten og han nåede da også lige at sende os en hillsen, forklarer farmand Anders Cort Jensen til TV 2.

Far og familie så med

Det store øjeblik, hvor Cort sikrede sig en tur på podiet med prikker som de første dansker siden Michael Mørkøv i 2012, blev foreviget på Tourens officielle Twitter kanal.

Her kan man se Magnus Cort sende en hilsen til venner og familie i højre side af vejen, umiddelbart efter at have overspurtet sin norske duellant Sven Erik Bystrøm.

Få minutter efter, at Cort var suset forbi det tusindtallige publikum, slangede feltet sig ind på den stejle strandbakke.

Og vupti, så var det hele egentlig forbi efter tre raske timer med picnickurv, reklamekaravanens element af cirkus og gøgl og så det saliggørende pift af sportslig storhed fra Le Tour, som vi har lært at kende den.

Men hvordan var det så egentlig at se det i virkeligheden?

For mange af af dem, TV 2s reporter talte med, havde lørdagen været en jomfrurejse i cykelmæssig forstand.

- Det gik pludselig hurtigt, da feltet kom. Men det har været sjovt at være med til. Det har været en dag med masser af glæde overalt. Det er ikke ligesom fodbold, hvor man enten holder med det ene eller det andet hold. Det er ren hygge, siger Neel Høgh til TV 2.

De samme toner lyder fra Ole Nielsen, da han slentrer tilbage mod sit sommerhus i området.

- Det har været en kæmpe oplevelse. For livet. Ubetinget. Jeg ved godt, at det måske har kostet 200 millioner kroner at få Tour de France til Danmark, men se lige alle de glade mennesker, siger han og peger ned ad vejen.

Søndag fortsætter Tour de France i Jylland, hvor tredje og sidste etape på dansk asfalt løber fra Vejle til Sønderborg.

Det er med Magnus Cort i den prikkede bjergtrøje. Hvis nogen skulle være i tvivl.