På 2. etape krydser feltet Storebælt på den 202,2 kilometer flade etape fra Roskilde til Nyborg.

  • 2. juli 2022
  • Etapestart: 12.35 (neutral start 12.15)
  • I mål: Cirka 17.10
  • Roskilde > Nyborg
  • 202,2 kilometer
  • Flad etape
  • Se sendeplanen her

FAVORITTER OG ANALYSE

Favoritter

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Fabio Jakobsen

⭐️⭐️⭐️⭐️ Caleb Ewan, Mads Pedersen

⭐️⭐️⭐️ Wout van Aert, Dylan Groenewegen

⭐️⭐️ Jasper Philipsen, Alexander Kristoff

⭐️ Sam Bennett, Bryan Coquard, Mathieu van der Poel

Nøglepunktet

Storebæltsbroen. Det er den, alle taler om – og med god grund. Det er stadig syret at snakke at snakke om, at de skal over den.

Meget afhænger selvfølgelig af, hvor vinden kommer fra, og hvor kraftig den er. Er der sidevind, kan det hele eksplodere, og man kan miste flere minutter. 18 kilometer er altså langt, hvis man bliver sat på det første stykke. Men uanset vinden tror jeg, det skaber stress at komme op på broen, hvor vinden også er kraftigere end tættere på havoverfladen. Hvordan reagerer cyklen? Hvordan bliver det at sidde i et felt?

Taktikken

På sådan en dag er det Storebælt, alle tænker på, men der er forhindringer inden, som jeg kender til hudløshed. Tag ikke fejl af de små, snoede veje i Odsherred. Klassementsholdene kan risikere uheld og styrt ved at sidde for langt tilbage i feltet, så jeg ville tage fronten af feltet tidligt og holde alle mand fremme.

Positionskampen i Tour de France er generelt ekstraordinær. Alle vil gerne være fremme, når der er den mindste risiko for styrt eller for at komme på bagkant og blive sat. Når en vej snævrer ind, bliver pladsen mindre til så mange ryttere – og dermed stiger risikoen for styrt. Normalt på en så flad etape vil det være sprinterholdene, der holder et eventuelt udbrud i ret kort snor, men jeg tror faktisk, klassementsholdene gør dem selskab i fronten. Kaptajnerne er i sikkerhed, og sikkerheden er bare størst forrest i feltet.

Er vindretningen, som vi håber – altså sidevind – kommer nogle ryttere nærmest til at spurte frem til Storebæltsbroen for at køre holdet først ind. Taktikken bliver formentlig at bruge to ryttere, der skal køre sig helt i hegnet for holdet, så holdkammeraterne kan holde sig fremme. På broen bliver det meget svært at køre sig frem, når fronten kører viftekørsel.

Og så vil langt de fleste hold desuden gerne sidde med fremme, fordi alle vil vinde etapen. For etapesejren og måske også en gul førertrøje.

Betydning for klassementet

Det kan gå begge veje, men jeg tror, den går betydning. Der vil være tidsforskelle, hvad end det er uheldige årsager med styrt eller defekt, eller om det er vinden, der knækker feltet. Uden vind ville jeg give den fire ud af fem stjerner i betydning – og fem stjerner, hvis der er sidevind. Den kan skabe lige så store forskelle som en hård bjergetape, hvis man er uheldig med defekt eller bliver sat tidligt i sidevinden.

Ruten

Den her etape er den, der påvirker mig mest i årets Tour. Med start i Roskilde og generelt på mine barndomsveje. Jeg kender ruten ud og ind.

Første del af ruten mod Holbæk er ikke svær og på nemme veje, men når feltet rammer bakkerne og de smalle veje i Odsherred, bliver der stress og positionskamp. Måske laver de asfalten bedre, for sidst vi var deroppe i PostNord Danmark Rundt, skete der flere styrt. Generelt kan man ikke undgå at køre cykelløb på grund af de smalle passager og positionskampen, der følger med. Risikoen for styrt er bare markant mindre, når man sidder i front, så jeg tror virkelig, der bliver kørt stærkt for at ramme de smalle stykker før, så man undgår stresset ved at blive fanget længere tilbage.

Det er heller ikke de store veje fra Kalundborg til Korsør. Jeg har kørt strækningen, og arrangørerne har virkelig fundet de mindre veje, så det ikke bare er klassisk landevej. Det øger intensiteten frem mod Storebæltsbroen. Så jeg tror faktisk, positionskampen starter langt tidligere end normalt. Måske allerede efter Holbæk, for der er så mange fælder og farer på vejen.

Storebæltsbroen har vi vist været forbi, så lad os i stedet kigge nærmere på finalen i Nyborg. Den er ret straight forward trods et par skarpe sving. Jeg tror, feltet bliver forholdsvis splittet på broen, så finalen bør ikke blive så kringlet.

Risiko for sidevind