Tour de France 2022: 3. etape

På tredje og sidste dag i Danmark skal rytterne køre 182 relativt flade kilometer fra Vejle til Sønderborg.

Etapeinfo (Vejle > Sønderborg)

Dato
3. jul 2022
Længde
182 km
Start
Kl. 13.14
Mål
Ca. kl. 17.25
Type
Flad

Se sendeplanen her

FAVORITTER OG ANALYSE

Favoritter

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Fabio Jakobsen

⭐️⭐️⭐️⭐️ Caleb Ewan

⭐️⭐️⭐️ Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen

⭐️⭐️ Mads Pedersen, Wout van Aert

⭐️ Alexander Kristoff, Mathieu van der Poel

Favoritter opdateret 3/7

Nøglepunktet

Indgangen til Sønderborg. Det er altafgørende at sidde langt fremme med sit hold, når der er omkring 10 kilometer til mål. Fra 10 til 5 kilometer til målstregen er det smalle og kringlede veje.

Taktikken

Man skal ikke undervurdere de snoede jyske veje. Danskerne vil fortælle deres holdkammerater, at det ikke bare er fladbane til en sprinterafslutning. Den er meget mere kringlet end som så.

Vejene er brugt mange gange i Danmark Rundt, dog har man valgt nogle lettere sektioner til Touren med hovedveje ned til Haderslev. Men de små afstikkere fra hovedvejene skal man ikke tage fejl af. Det kan blive hårdt ræs på grund af vejenes beskaffenhed.

De kørte finalen sidste år i Danmark Rundt, hvor vi så Remco Evenepoel tage fronten og splitte feltet. Og så vandt Mads Pedersen i øvrigt.

Positionskampen til nøglepunktet med 10 kilometer til mål bliver hård, for her skal sprinterholdene holde sig fremme med holdet – og samtidig skal klassementsholdene gøre det samme for kaptajnerne. For det ligner en klassisk sprinterfinale, hvor de sidste 5 kilometer er ret ligetil.

Betydning for klassementet

Det handler meget om at undgå at tabe tid. Der er ikke meget at vinde. En klassisk dag i første Tour-uge, hvor det ’bare’ handler om at komme igennem uden at tabe tid til konkurrenterne, og så må sprinterholdene klare føringsarbejdet sammen med holdet, der har førertrøjen.

Med en kraftig vestenvind kan det blive stressende tur ned gennem Jylland, men det skal altså virkelig blæse, før der sker store split i feltet.

Ruten

Vejle-området er et af de bedste steder at cykle i Danmark, synes jeg. Det er hårdt terræn. De starter med at køre op ad Grejsdalen, som er let stigende hele vejen, og ud til Jelling. Forbi stenen. Mon ikke helikopteren kommer til at fokusere på den.

Efter Jelling er der mindre veje. Jeg tror, et udbrud kommer af sted tidligt, men sker det ikke, kan turen tilbage til Vejle blive stresset og hektisk i feltet. Når et udbrud endnu ikke er kommet af sted, er der bare virkelig smæk på feltet – og så bliver det bare hektisk, fordi vejene tilbage til Vejle er teniske.

På vejen til Kolding er der større veje, men det er vigtigt med kendskab til ruten. De danske sportsdirektører vil få rytterne frem, når der kommer smallere veje og farligere sektioner. Og de er der altså.

Er der ingen vind, tror jeg, feltet er relativt afslappet, indtil de nærmer sig finalen og de sidste 40 kilometer. Her sker der en naturlig intensitetsforøgelse, fordi holdene vil frem og kæmpe om de vigtige positioner forrest i feltet.

På tredje og sidste dag i Danmark skal rytterne køre 182 relativt flade kilometer fra Vejle til Sønderborg. Video: Bo Bentsen

Læs alt om næste etape her: