Tour de France

Cort har en plan, der kan sikre trøjen i mange dage

En ekstra hviledag kan få stor betydning for Magnus Corts videre færd i den prikkede bjergtrøje.

Ti år og én dag efter, en dansker senest kørte sig i den prikkede bjergtrøje, skete det igen.

Magnus Cort udnyttede hjemmebanefordelen med den historiske Tour de France-start i Danmark og snuppede tre ud af tre bjergpoint på 2. etape fra Roskilde til Nyborg.

Dermed bærer han de røde prikker på den tredje og sidste Tour-etape i Danmark søndag.

- Det bliver rigtig stort. Det glæder jeg mig meget allerede rigtig meget til. At komme i udbrud og tage trøjen var også stort, og det bliver lige så stort at få lov til at køre i den. Det bliver helt fantastisk, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

I 2012 kørte Michael Mørkøv sig i den prikkede trøje, som han beholdt i seks dage.

Tidlig hviledag har betydning

Søndag er der igen tre point at køre efter. Tager Cort det ene efter 27 kilometer, er han sikker på at køre i trøjen på tirsdagens 4. etape.

Tager han alle tre point, er det så godt som sikkert, at han som minimum kører i prikker til og med 6. etape – og måske endda også på 7. etape, hvor løbets første bjergetape venter.

Her spiller Tour-starten i Danmark en nøglerolle. Den lange rejse fra Danmark tilbage til Frankrig betyder nemlig, at der allerede mandag venter en hvile-/rejsedag.

- Selvfølgelig har jeg også drømme og planer om etapesejre senere i løbet, men i og med der kommer den her tidlige hviledag, kommer det ikke til at betyde helt så meget at gå i udbrud, siger Magnus Cort om 3. etape fra Vejle til Sønderborg.

Bjergpoint på de kommende etaper

4. etape: 6 point

5. etape: 0 point

6. etape: 5 point

Magnus Cort er den eneste rytter, der har kørt sig til point.

Den plan bakker TV 2 SPORTs cykelekspert Christian Moberg op om.

- Der er snart hviledag, og Magnus skal ud at sikre nogle flere point til den trøje, så vi kan tage den med videre til Frankrig efter hviledagen.

Flere muligheder for etapesejr

Magnus Cort har tidligere vundet en etape i Tour de France, og det er også målet i år. Faktisk har han allerede sat krydser ud for flere etaper.

- Der er flere gode muligheder i alle tre uger, siger Magnus Cort.

- Jeg har fuldstændigt frit lejde (på holdet, red.), og jeg har helt sikkert frihedsgrader til at jagte etapesejre. Det kommer lidt an på, hvor godt det går for de andre. Jo bedre de kører, desto færre chancer får jeg. Vi har et rigtig stærkt hold, og der er nærmest ikke en eneste rytter, der ikke kan vinde en etape.

Skulle en anden rytter tage alle tre point på 3. etape, bliver det afgørende, hvem af de to ryttere der er højest placeret i klassementet.

Her er Cort syvendesidst, så det er formentlig en fornuftig plan at køre ud efter flere point søndag.

Se, om det lykkes, på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 10.05.