Tourens mest magtfulde person tog en chance - og det er han glad for
Tour de France-direktør Christian Prudhomme er glad for, han tog chancen og lod Danmark afholde Grand Départ.
- Jeg elsker Danmark.
Tour de France-direktøren Christian Prudhomme har været i Danmark i en uges tid, og her har han lært et par vigtige gloser på dansk.
De massive menneskemængder, der har fyldt København, landevejene fra Roskilde til Nyborg og fra Vejle til Sønderborg, har fået hele verdens bevågenhed, men nok så vigtigt er chefen for hele foretagende svært tilfreds.
- Vi vidste, der ville være entusiasme og Tour-feber, men det overstiger alle vores forventninger. Der er så mange smilende mennesker. Det er fantastisk og meget rørende hver eneste dag.
Ændrede mening
Målet om at få Tour de France-starten til Danmark har varet i mange, mange år.
Helt tilbage i 1996 blev de første frø sået, men der skulle altså gå mere end 20 år, før Prudhomme og co. blev overbevise om, at det var en god idé.
Undervejs slog han nemlig fast, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi det ville kræve en ekstra hviledag på grund af afstanden mellem Danmark og Frankrig.
Han ændrede heldigvis mening.
- Det er jeg meget glad for, siger Prudhomme til TV 2 SPORT.
- Jeg har fået mange opringninger og beskeder fra folk i Frankrig, som siger: ”Wow, sikke en entusiasme, så mange mennesker, sikke en succes.”
Rørt over holdpræsentationen
Ud over de mange tilskuere langs vejene vil Prudhomme tage et særligt minde med sig, og det har som sådan ikke noget med cykelløb at gøre.
- Holdpræsentationen med Jonas Vingegaard var meget rørende. Alle var så glade. Når man ser sådan en holdpræsentation… jeg har sagt, at Danmark fortjente den gule førertrøje for holdpræsentationen. I mine øjne er I nummer ét på den konto.
Jonas Vingegaard og danskerne - og faktisk hver eneste rytter i feltet - blev hyldet og tiljublet af mange tusinde mennesker til onsdagens holdpræsentation i Tivoli.
Det store danske Tour-håb var ekstremt rørt, og tårerne trillede for øjnene af hele verden.
Interviewet til denne artikel er lavet inden skyderiet i Field's søndag aften. Den episode har Touren reageret på "med sympati og medfølelse."