Tour de France

Vingegaards chef bekymret for billeder fra Danmark

Billeder af Tour-fans ved holdbusserne i forbindelse med de tre etaper i Danmark bekymrer Jumbo-Vismas teamchef, Richard Plugge.

Tømmermænd. Det er normalt prisen efter en vellykket fest.

I Jumbo-Visma-lejren er det dog ikke tømmermænd, der fylder mest på Tourens hviledag. Det er derimod frygten for coronasmitte efter den tre dage lange Tour de France-eufori i Danmark.

- Ingen går med mundbind mere. Og folk forstår ikke, hvor vigtigt det er at holde afstand, siger Jumbo-Visma-teamchef Richard Plugge til VeloNews.

Lige så meget han beundrer danskernes kærlighed til Tour de France, lige så bekymret er han for konsekvenserne, når fans går rundt ved teambusserne før og efter etaperne for at se Tour-stjernerne helt tæt på samt jagte autografer og billeder.

Tour de France har en regel om, at ryttere, holdmedarbejdere og journalister skal bære mundbind i start og mål. Den regel gælder ikke for tilskuerne.

Autografer skulle der også skrives foran holdbussen i Vejle. Video: TV 2 Sport

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.

Problem med manglende protokoller

Jonas Vingegaards mandskab har allerede haft coronasmitte på holdet, da sportsdirektør Merijn Zeeman blev testet positiv lige inden afrejse til Danmark.

- Vi gør det samme for at beskytte vores ryttere og medarbejdere, som vi gjorde tidligere. Det eneste problem er, at der ikke er protokoller og forhåndsregler (for andre, red.), siger Richard Plugge.

I de tre første Tour-dage har det – ikke overraskende – særligt været én Jumbo-Visma-rytter, der har tiltrukket danskernes opmærksomhed, og han hedder Jonas Vingegaard.

- Jeg får ikke mange venner, fordi jeg skubber mange danskere væk fra Jonas og resten af rytterne, siger Jumbo-Visma-bossen.

Til trods for Plugges forsøg på at holde Vingegaard på afstand er den danske stjerne flere gange set i tæt kontakt med entusiastiske fans i start- og målområdet.

Tour-feltet og medarbejdere skal testes på anden og tredje hviledag, og sidste år tikkede resultaterne at prøverne ind dagen efter inden etapestart.

Flere hold tester dog oftere.