Tour de France

Cort sikrer sig tre dage mere i bjergtrøjen - slår vild rekord

Tidligst på fredag kan Magnus Cort blive fravristet bjergtrøjen i Tour de France.

Magnus Cort kender efterhånden følelsen af at nå en bakketop først i Tour de France.

Tirsdag eftermiddag vandt han således sin 11. bjergspurt i træk i det tre uger lange franske etapeløb.

Lørdag og søndag vandt den danske EF-rytter de første seks bjergspurter, og på tirsdagens 4. etape vandt han de første fem bjergspurter, efter at han for tredje etape i træk kom af sted i dagens udbrud.

Magnus Cort er den første rytter i historien til at vinde de første 11 bjergspurter i Tour de France. Tidligere tirsdag tangerede han den rekord, som den spanske legende Federico Bahamontes satte i 1958, da han vandt de første syv.

Går efter en etapesejr

Med til historien hører dog, at Bahamontes vandt sine bjergspurter på store stigninger som Col d'Aubisque, Col d'Aspin og Col de Peyresourde. Cort har udelukkende hentet sine point på kategori 4-stigninger.

- Jeg elsker statistikker, men jeg føler ikke, at jeg er på hans niveau, siger Magnus Cort ifølge Tourens hjemmeside om Federico Bahamontes.

- Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde fast i bjergtrøjen, men på et tidspunkt håber jeg, at jeg kan forsøge at vinde en etape igen i løbet af dette Tour de France.

29-årige Magnus Cort står nu noteret for 11 point i bjergkonkurrencen, og det betyder, at han tidligst fredag kan blive fravristet den prestigefyldte prikkede bjergtrøje.

Torsdag er der 5 point at køre om, mens fredagens etape kan kaste hele 14 point af sig.