Tour de France

Ekspert rangerer favoritternes hold på brosten - og her taber Pogacar

INEOS har de bedste kort på hånden af klassementsmandskaberne, mens Tadej Pogacars UAE-mandskab savner rene brostensryttere, mener Lars Bak.

Cykelfans kender dem fra Paris-Roubaix, og onsdag låner Tour de France nogle af deres berygtede brosten.

Det betyder, at magre forhåndsfavoritter som Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard og Aleksandr Vlasov, hvis yndlingsterræn findes i bjergene, skal være vågne og drage nytte af al den hjælp, de kan få fra holdet.

Men hvilke klassementshold har de bedste brostenshjælpere på det vanskelige underlag? Det vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Lars Bak nedenfor.

INEOS (Geraint Thomas, Daniel Martinez, Adam Yates)

Hjælpere: Dylan van Baarle, Luke Rowe, Tom Pidcock, Filippo Ganna, Jonathan Castroviejo

Lars Bak: - De har et klassehold til brostenene. De har jo vinderen af Paris-Roubaix fra i år, Dylan van Baarle, og derudover er Luke Rowe fabelagtig. Og så er der Tom Pidcock og Filippo Ganna, som jo også er klasseryttere.

- Vi har allerede set holdets klasse på de første etaper i kunsten at sidde godt placeret i feltet. Og vi så i Paris-Roubaix i år, hvor fabelagtigt de kørte. Og de har sportsdirektør Servais Knaven, tidligere vinder af Paris-Roubaix, i bilen til at lægge taktikken. Udstyrsmæssigt er de også med helt i fremme.

Jumbo-Visma (Jonas Vingegaard, Primoz Roglic)

Hjælpere: Wout van Aert, Tiesj Benoot, Nathan van Hooydonck, Sepp Kuss, Steven Kruijswijk, Christophe Laporte

Lars Bak: - De har et fantastisk godt hold til underlaget. De har Wout van Aert, der normalt også er favorit til at vinde sådan en etape, men man må gå ud fra, at han skal guide Vingegaard og Roglic gennem brostenene. Derudover har de også Tiesj Benoot og Nathan van Hooydonck.

- Derudover har de også styr på det materielle, og det jo også et stærkt klassikerhold.

Bora - hansgrohe (Alexandr Vlasov)

Hjælpere: Nils Politt, Marco Haller, Danny van Poppel, Felix Grossschartner, Lennard Kämna, Patrick Konrad, Maximilian Schachmann

Lars Bak: - De har nogle gode brostensryttere og et godt hold til at hjælpe Alexandr Vlasov. Den, der først springer i øjnene, er selvfølgelig Nils Politt, som bliver virkelig, virkelig vigtig. Men de har også Marco Haller og Danny van Poppel, som også kan finde ud af at køre på brosten.

AG2R Citroën

Hjælpere: Stan Dewulf, Oliver Naesen og Bob Jungels, Geoffrey Bouchard, Mikaël Cherel, Benoit Cosnefroy, Aurélien Paret-Peintre

Lars Bak: - Ben O'Connor har gode folk omkring sig og skal håbe på støtte fra Stan Dewulf, Oliver Naesen og Bob Jungels. Oliver Naesen bliver nøglen, og så noterer jeg mig, at Jungels er i storform efter at have været helt bag om dansen i et par sæsoner. Han er stærk til at holde sig ude af problemer og kan godt køre på brosten.

UAE Team Emirates

Hjælpere: Mikkel Bjerg, Vegard Stake Laengen, George Bennett, Rafal Majka, Brandon McNulty, Mac Soler, Marc Hirschi

Lars Bak: - Tadej Pogacar er slet ikke lige så godt stillet som Vingegaard, Roglic og resten af konkurrenterne, hvis man ser på hjælperyttere. De mangler Matteo Trentin, som blev testet positiv for corona kort før Tour-starten. Ud over Mikkel Bjerg, som vi heller ikke helt ved, hvor vi har, har de ikke nogen brostensekspert. Dem kommer de til at mangle. Vegard Stake Laengen er også stærk og en sand hjælperytter, men jeg vil ikke ligefrem kalde ham en ekspert på brostenene.

- Men Pogacar er jo bare så teknisk dygtig, hvilket vi så i Strade Bianche og Flandern Rundt, og han er tilmed enormt god i positionskampen. Men hvis han kommer i problemer, kræver det stadig, at man har sine holdkammerater med langt henne i løbet.