Tour de France

Norsk flirt var et stunt, afslører Mads P.

Mads Pedersen var aldrig i nærheden af at skifte til Uno X, selvom han i slutningen af maj fik folk til at tro, at han flirtede med dem.

Mads Pedersen tilhører eliten i cykelsporten, men hvis alt skulle gå galt, eller hvis han bare har brug for en sidegesjæft, kan poker være noget for ham med det pokerfjæs, han kan levere.

Tirsdag afslørede den danske Trek-rytter, at alt, han sagde om et muligt skifte til Uno X-mandskabet i slutningen af maj, var spil for galleriet.

- Jeg var aldrig rigtig tæt på det. Jeg nåede aldrig rigtig at snakke med dem. Det hele blev bare stort, fordi jeg kiggede på en af deres cykler i Norge, og så kunne jeg ikke lade være med at drille lidt. Så det blev meget større, end det skulle have været, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Den 26-årige dansker forlængede mandag sin kontrakt med Trek-mandskabet til 2025, og derfor blev der lagt låg på spekulationer og rygter om hans fremtid.

Så du vidste godt, det ikke ville ske, men lod os løbe lidt med den?

- Ja, selvfølgelig. Når I gerne vil snakke om det, synes jeg, det er okay at give Uno-X noget omtale, og det fik de.

- De greb den også selv og legede med på den, selvom de også godt vidste, at der ikke var noget i det. Så det var et godt stunt for alle, synes jeg, siger Mads Pedersen.

Det sagde Mads Pedersen den 28. maj

Har du allerede skrevet under (med Uno X, red.)?

- Det ved jeg ikke. Måske, lød svaret fra Mads P, der efterfølgende satte ord på det norske hold.

- Jeg synes, det er fedt, at der er kommet sådan et hold i norden med nordiske ryttere. Det er selvfølgelig noget, man kigger på. Det skal jeg ikke afskrive, siger han.

Læs artiklen her.

Mads Pedersen kom til Trek Segafredo i 2017.