Tour de France

Stjerne opfinder spøjst koncept efter brøler

INEOS-rytteren Geraint Thomas vil se, hvor langt hans berømte vest kan komme undervejs i Tour de France.

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.

Situationen var genstand for mange grin, og nu tager hovedperson "joken" videre.

Den tidligere Tour-vinder Geraint Thomas trak overskrifter, da han glemte at tage sin vest af, inden han kørte afsted på 1. etape af Tour de France.

Stjernen kan dog godt selv more sig over situationen, og derfor har han nu valgt at starte en ”kæde” med vesten.

- Nå, nu hvor I alle er færdige med at grine af min vest, tænkte jeg, at vi kunne have noget sjov med den, skriver Thomas i et opslag på Twitter.

- Jeg giver den til en fan i morgen (tirsdag, red.), og lad os så se, om vi kan få den hele vejen til Paris.

Derudover skriver han, at han håber, vesten kommer forbi ikoniske steder som Arenberg-skoven og Alpe d’Huez.

En god, gammel forglemmelse

Vesten kom i fokus på enkeltstarten i København.

Her var Geraint Thomas iført et såkaldt skin-suit, der er en tynd og tætsiddende dragt. Alle fordelene ved dragten forsvandt dog, da han glemte at tage sin opvarmningsvest af.

- Jeg indså, at jeg havde min gilet (en vindtæt vest, red.) på. Jeg lynede den op, og den var rar og varm, så jeg indså det ikke inden. Jeg glemte at tage den af, sagde han efter 1. etape ifølge Cyclingnews.

Derudover var han nervøs på grund af det våde vejr, så enkeltstarten blev langt fra så god som håbet.

Geraint Thomas sluttede som nummer 18 på enkeltstarten. Efter de første 3 etaper er han nummer 12 i klassementet - 32 sekunder efter Wout van Aert i den gule trøje.