Tour de France

- Det bliver et langt, sejt træk for Valgren, siger sportsdirektør

Michael Valgrens styrt skal både bearbejdes fysisk og mentalt, fortæller den danske sportsdirektør Matti Breschel.

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.

Der venter en lang og hård kamp for Michael Valgren i den kommende tid.

Danskeren er nemlig ved at komme sig efter flere operationer, der var nødvendige, efter han under det franske etapeløb Route d’Occitanie styrtede ud over en skrænt på en nedkørsel og faldt ned på et sted, hvor han skulle hentes op med et reb.

Valgrens danske sportsdirektør på EF Education-EasyPost, Matti Breschel, fortæller nu, at Valgren er kommet hjem til sin familie og har det godt efter omstændighederne.

- Men det er klart, at det bliver et langt, sejt træk for ham at komme tilbage, siger Breschel til TV 2 SPORT.

- Det skal også bearbejdes mentalt, og sådan et styrt sidder i kroppen i lang tid. Han har gode folk omkring sig til at hjælpe. Men det er hans krop, der har det værst lige nu. Den er sgu fået nogle slag.

Er begyndt at stimulere sine ben

Matti Breschel vil ikke spå om, hvornår danskeren kan komme tilbage på cyklen igen. Det er for tidligt at sige.

- Lige nu handler det om at tage en uge ad gangen. Han er allerede så småt begyndt at stimulere benene og få noget blodomløb i gang, fordi han er selvfølgelig sengeliggende. Men han tager det dag for dag, og det er en langsigtet proces, siger Breschel.

TV 2 SPORTs cykelekspert Christian Moberg havde kontakt med Michael Valgren tirsdag, og eksperten kunne fortælle, at meldingen er, at Valgren er ude i seks måneder.

- Han sendte også nogle billeder. Det er næsten ikke for børn. Han er blevet åbnet nede ved knæet, på hoften og hen langs låret for at få ordnet de her skader, sagde Christian Moberg under kommenteringen af Tourens 4. etape.

Michael Valgren har kontrakt med EF-holdet til og med næste sæson.