Tour de France

Mads P. forklarer "ulogisk" angreb

Mads Pedersen håbede, at han ville få selskab fra flere ryttere, da han angreb langt fra mål.

72 kilometer manglede af etapen, da Mads Pedersen pludselig rystede op i tingene.

Danskeren besluttede sig for at gå med, da BikeExchange-rytteren Jack Bauer angreb på et tidspunkt, hvor dagens udbrud for længst var blevet etableret, og der var ro på i feltet.

- Jeg håbede på, vi kunne få åbnet cykelløbet. Det moment, der har været cyklet indtil da, har været ret nemt. I hvert fald når man bare sidder i hjulet og cruiser med. Så jeg håbede, der var nogle flere, der ville med ud at lege lidt tidligt, så det kunne blive et langt og hårdt cykelløb. Så var vi også fri for accelerationer. Så var det bare sådan et møjertempo hele dagen, forklarer Mads Pedersen i TV 2-programmet AftenTouren.

Der var dog ingen andre end Jack Bauer, der ville lege med, og bare ni kilometer efter angrebet blev lanceret blev Mads Pedersen og Jack Bauer hentet af feltet.

Duoen kunne nok godt have holdt dem på afstand i længere tid, men det var der ingen grund til.

- Da jeg fik at vide, at vi kun havde 15 sekunder, sagde jeg til Bauer, at jeg er færdig. Jeg gider ikke at bruge flere kræfter på det, siger Mads Pedersen.

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen sagde under kommenteringen, at det var et "ulogisk" angreb, selvom han godt kunne forstå, at danskeren ville have, at der skulle ske noget.

Havnede i flere uheldige situationer

Mads Pedersen kom i mål som nummer 37. Langt fra den førsteplads, som han havde håbet på inden etapen.

Trek-Segafredo-danskeren havde ganske enkelt en uheldig dag i sadlen, hvor han flere gange blev fanget i situationer, som han ikke selv kunne gøre noget ved.

- For eksempel sidder jeg på et tidspunkt bag en UAE-rytter, der styrter på vej ind på et af brostensstykkerne. Og så er man nødt til at stoppe der, og så ender man bagerst i gruppen. Så lige da jeg begynder at kæmpe mig tilbage, så ender jeg bag Roglic, da han styrter. Så ender man bagerst i gruppen en gang til.

- Så ender man altid med at sidde alt for langt tilbage. Og når man ikke har overskuddet til lige at køre frem og sidde rigtigt. Så ender det bare med at blive noget lort, siger Mads Pedersen.

Indtil nu i denne udgave af Tour de France kan 26-årige Mads Pedersen glæde sig over at have kørt sig til en enkelt tredjeplads. Det skete på 2. etape til Nyborg.