- Havde jeg vidst, det ville blive så slemt, var jeg ikke startet

Kasper Asgreen lider stadig efter sit styrt i Schweiz Rundt. Han er mere påvirket, end han havde regnet med.

Humøret er langtfra, hvad det kunne have været.

Kasper Asgreen griner godt nok lidt, da han svarer, men faktum er, at der ikke meget sjov over hans Tour de France.

Hvordan har du det?

- Øh, forfærdeligt. Haha. Men ja, det er skidehårdt. Kroppen er slet ikke, hvor jeg havde håbet på. Det er også blevet værre, end både lægerne og jeg selv havde forventet. Så jeg lider, konstaterer Asgreen indledningsvist lørdag middag.

Faktisk er Quick-Step-rytteren stadig så mærket af sit styrt i Schweiz Rundt, at han ikke føler sig sikker på at gennemføre Tour de France.

- Havde jeg vidst, det ville blive så slemt her, var jeg ikke startet. Men det er blevet værre, siden vi startede. Jeg har mistet mere muskelmasse, siden vi startede løbet, og det var der ikke nogen, der kunne forudse – at det ville gå så slemt.

- Knæet har det teknisk set fint nok. Problemet er, at jeg har mistet et kilo muskelmasse fra mit venstre ben. Og når der ikke er muskler til at træde, så er det svært at træde. Det skal bygges op, og det tager lang tid, siger Asgreen.

Fredag sagde Quick-Steps sportsdirektør Geert van Bondt, at holdet fortsat håber på så meget bedring, at Asgreen kan gøre sig gældende i den tredje uge af Touren.

- Vi må håbe, han bliver bedre dag for dag. Han vil forsøge at gå efter udbrud igen på nogle etaper. Men når de kører sådan, som de har gjort indtil videre, er det faktisk ikke nok at være på 100 procent. Så skal man være på 105 procent. Kasper kører på 95 procent af hans kapacitet, og det er ikke nok i øjeblikket. Så lad os håbe, han får det bedre, sagde Geert van Bondt.

Kasper Asgreen er i gang med sit fjerde Tour de France i træk. Indtil nu har han gennemført alle de fem Grand Tours, han har stillet op i.