Tour de France 2022: 8. etape
Touren slår et smut forbi Schweiz, når 8. etape starter i franske Dole og slutter i Lausanne efter 184 kilometers kørsel.
FAVORITTER OG ANALYSE
Favoritter
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Alexis Vuillermoz
⭐️⭐️⭐️⭐️ Michael Matthews, Tim Wellens
⭐️⭐️⭐️ Matej Mohoric, Magnus Cort
⭐️⭐️ Mikkel Honoré, Andreas Kron, Alberto Bettiol
⭐️ Quinn Simons, Dylan Teuns, Victor Lafay, Valentin Madous
Favoritter opdateret 9. juli.
Nøglepunktet
Det er svært at udpege et specifikt nøglepunkt, da forskellige hold har forskellige agendaer i dag. For nogle handler det om starten og om at ramme udbruddet, hvorimod klassementsfolkene har øjnene stift rettet mod den kringlede og hårde bakkespurt i smukke Lausanne.
For udbruddet er starten på etapen enormt vigtig og særligt vigtig på rampen efter omkring 35 km.
Taktikken
Vi er et sted i løbet, hvor holdene har fingeren på pulsen og har fået de første svar på det vigtigste spørgsmål: ”Hvad kan vi i opnå i årets Tour?”. De, der kan se, at de får svært ved at lave et resultat, hvis det kommer hjem samlet, vil forsøge at ramme udbruddet og håbe på at ramme en stor gruppe, så der er nok ryttere til at holde feltet bag sig.
Hvis et hold vil ramme udbruddet, er den rette taktik at forsøge sig i starten af etapen, men ikke gå helt i bund. De første 35 kilometer er nemlig helt flade, hvorefter de rammer den føromtalte korte stigning på 5 kilometer med 5 procent i gennemsnit.
5 kilometer med 5 procent i snit er ikke superhårdt, men det er en fin rampe, fordi du trods alt skal have noget i benene for at køre væk. Og fordi det er den første forhindring på etapen, lægger den bare op til, at et udbrud skal køre væk.
Betydning for klassementet
Det handler om at undgå at tabe dumme sekunder for de ryttere, der vil på podiet i Paris. Positioneringen er altafgørende, inden feltet rammer det forholdsvis tekniske indløb i Lausanne til målbakken. Kampen om at ramme bakken først vil være enorm, og de hold, der vinder den kamp, vil have en stor fordel og være mere sikre på ikke at miste unødig tid.
Alt i alt er det på papiret ikke en betydningsfuld etape, men der kan hver dag ske styrt og uheld, og det ved rytterne. Finalen er ikke helt ligetil og har masser af sving med en kort, stejl bakke op til mål. Det er en dag, hvor man kan miste dyrebare sekunder, hvis man lige mangler det sidste power i benene.
Ruten
Det er virkelig en Cort-etape. Fra et udbrud kan han vinde i dag.
Rytterne er kommet til de østligste ende af Frankrig og starter i byen Dole. Herefter begiver de sig endnu mod sydøst over flere kortere stigninger, inden de rammer Schweiz og begynder en lang nedkørsel ned mod smukke Lausanne, som ligger ud til Lac Leman, bedre kendt som Geneve-søen.
Det er et lidt sjovt område, for stigningerne er ofte ikke så stejle. De kører op på det her plateau i lidt over 1000 meters højde, men ruten bør være ret ligetil indtil finalen, der bliver kringlet. Vi får utroligt flotte billeder, hvis det er solskinsvejr, for det er et smukt område at køre på cykel i.
Læs alt om næste etape her: