Cort opdagede sjov detalje på podiet

Magnus Cort har været på podiet syv gange, og han fortæller nu, at han ved flere lejligheder har nydt det lidt ekstra, end det var planen.

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.

Det er minder, der vil sidde i ham for altid.

Magnus Cort fra EF Education-EasyPost erobrede bjergtrøjen på 2. etape i Tour de France, der gik fra Roskilde til Nyborg. Danskeren mistede først den prikkede trikot på 9. etape, og den danske rytter fortæller nu, at han virkelig har nydt at køre i den.

Ja, faktisk har der været episoder på podiet efter etaperne, hvor han har brugt lidt ekstra tid, end det egentlig var planlagt.

Du stod noget længere end normalt på det podie?

- Ja, det er nok rigtigt. Men der var faktisk noget, jeg først fik øje på, da vi kom til Frankrig. Der sidder en fra organisationen lige neden for podiet med et skilt, hvor der står ”applause”, og så kan de vende det om, og så står der ”walk out” eller et eller andet.

- Men der var så mange mennesker i Danmark, og mine øjne var rettet ud mod alle tilskuerne, så jeg vidste det ikke, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

Han forklarer, at der jo som sådan ikke er nogen handling på scenen, da kindkys, håndtryk overrækning af buketter er skåret væk på grund af coronarestriktionerne.

- Man går jo bare derop og stikker armene i vejret. Og så blev de (tilskuerne, red.) bare ved med at klappe, og så tænkte jeg, at så må jeg jo også bare blive ved med at stå med armene i vejret. Så ser vi, hvem der bliver trætte først, siger danskeren, der kom først over alle de seks kategori fire-stigninger i Danmark.

Var der skældud fra ASO (organisationen bag Tour de France, red.) bagefter?

- Nej, det var der ikke. Men jeg kunne godt fornemme, at præmiepigerne og manden ved siden af var sådan lidt: ”Kom nu. Nu må du godt se at komme ud.” Så da jeg kom til Frankrig, opdagede jeg det her skilt. Så det kan godt være, jeg har forstyrret deres planlagte TV-program lidt.

Ville bare nyde det

Søndagens 9. etape, der sluttede ved Châtel les portes du Soleil, var danskerens sidste dag i prikker – i hvert fald i denne omgang – da tyske Simon Geschke kørte i udbrud og scorede flere end bornholmerens 11 point.

Der var ingen kamp om pointet på toppen af dagens anden stigning. Video: TV 2 Sport

Men følelserne, stemningen og oplevelserne fra podiet vil Cort tage med sig.

- Det var vildt. Der sker jo så meget og så lidt på en gang. Det er det samme, der bare sker. De står og råber og råber - og klapper og klapper. Jeg kan jo stå og spejde ud og måske få øje på nogle folk, jeg kender lidt fra forskellige steder. Og jeg ved ikke, hvornår jeg igen får chancen for at stå med sådan et publikum. Så jeg tænkte, at det var bare at nyde det, siger Cort.

De 29-årige dansker fortæller, at han nu vil rette fokus mod udvalgte etaper, hvor han vil gå efter sejren.

Mandag havde rytterne hviledag, inden de ankommer til Alperne på tirsdagens 10. etape. Den kan du læse mere om her: