Tour de France

- Det var sgu et mesterstykke, siger Bjarne Riis

Bjarne Riis er dybt imponeret over Jonas Vingegaard, der viste skræmmende styrke på Tour de Frances 11. etape.

For 27 år og 6 dage siden kunne Bjarne Riis for første gang iklæde sig trøjen med Tour de Frances flotteste farve.

Onsdag sad han foran tv-skærmen i Vejle og fulgte sin landsmands vej mod selvsamme farve. Og Jonas Vingegaards gule drøm gik i opfyldelse. Til stor begejstring for Riis, der hylder Vingegaard.

- Det var sgu et mesterstykke, han lavede, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Den mesterlige kørsel foregik på brutale Col du Granon. En stigning, som Vingegaard fløj op ad i så overbevisende stil, at ord nærmest er overflødige.

- Der er ikke så meget at sige til det. Det, Vingegaard gjorde i dag, var så sublimt og smukt. Det var helt vildt, siger Riis, der vandt Tour de France i 1996.

25-årige Vingegaard fører Tour de France med 2 minutter og 16 sekunder, og det er et retvisende billede af styrkeforholdet.

- Vingegaard er bare den stærkeste rytter i Touren lige nu, slår Riis fast.

Ros til Roglic

Bjarne Riis er en af dem, der har været kritisk over for Jonas Vingegaards Jumbo-Visma-mandskabs taktik indtil videre i årets Tour de France, og selvom det endte i en stor triumf for det hollandske hold, er han det stadig.

Den, der lavede den store fejl i dag, var Pogacar og hans hold

Bjarne Riis

Du har været kritisk over Jumbo-Visma. Fik du det, du efterspurgte i dag?

- Nej, det gjorde jeg ikke. Men Jonas gjorde det heldigvis selv færdigt. Jeg synes stadigvæk, de laver nogle fejl. Men jeg er også så kritisk nogle gange, ikke? Men det er, fordi det er det, jeg har gjort hele mit liv: at analysere cykelløb.

Han glæder sig dog over Primoz Roglic, der opgav sin rolle som delt kaptajn med Jonas Vingegaard, da han i holdets tjeneste havde held med at mørne Pogacar.

- Indtil i dag (onsdag, red.) har Roglic holdt Vingegaard tilbage, men i dag gjorde han forskellen, da han angreb i bunden af Galibier og ofrede sig. Hvordan resten af Jumbo kørte, er jeg ikke stor fan af, må jeg sige. Selvom Vingegaard gjorde det færdigt i dag, er jeg ikke imponeret over det, de leverer. Men det er ligegyldigt nu, for nu handler det om Vingegaard.

I kommentatorboksen hos Emil Vinjebo og Rolf Sørensen var der blandt andet undren, da Jumbo-Visma valgte at sende Wout van Aert tilbage til Primoz Roglic-gruppen, så sloveneren kunne få kontakt til favoritgruppen inden Col du Granon.

Det lykkedes, men det stod hurtigt klart, at Roglic ikke havde kræfterne til at spille en rolle.

Pogacar dummede sig

Med omkring fem kilometer tilbage på Col du Granon satte Jonas Vingegaard samtlige konkurrenter eftertrykkeligt til vægs. Mest bemærkelsesværdigt var det, at den normalt så suveræne Tadej Pogacars tank var tom på Col du Granon.

Det betød et tidstab på 2 minutter og 51 sekunder, hvilket var mere end rigeligt til at tabe den gule trøje. Et så markant tidstab kunne have været undgået, hvis man spørger den tidligere danske holdejer.

- Den, der lavede den store fejl i dag, var Pogacar og hans hold. Det er ikke nogen andre, siger Bjarne Riis.

Han hentyder til det, der skete i bunden af – og senere på – Galibier, etapens næstsidste stigning. Her angreb Vingegaard og Roglic den gule trøje på skift, og hver gang kørte Pogacar selv efter Jumbo-Visma-angrebene.

- Han skulle have ladet Roglic køre og vente på sit hold. Der mistede han simpelthen overblikket. Det er selvfølgelig nemt at sige i bakspejlet. Men han havde trods alt hjælperyttere, som godt kunne have kontrolleret ham. Og så stærk har Roglic heller ikke set ud indtil nu. Så der skulle han have haft is i maven, og det havde han ikke, og derfor mistede han overblikket til sidst – og derudover er Jonas bare stærkere, siger Bjarne Riis.

Fejl nummer to på Galibier

Det skete fra bunden af Galibier. Den anden fejl blev begået, da Pogacar havde fået styr på de angrebslystne Jumbo-Visma-ryttere.

- Han ligger og fører alt for meget op ad Galibier, og det tror jeg, han fortryder nu. For han laver en kæmpe brøler.

Kort inden bunden af Col du Granon viste Pogacar tegn på stort overskud, da han smilte og vinkede til kameramanden på motorcyklen. Det bemærkede Bjarne Riis også.

Det kan næsten ikke passe... Vanvittige Tadej Pogačar sidder og smiler og griner kort før afgørende stigning. Video: Magnus Stig Christensen

- Pogacar synes bare, det er fedt cykelløb, og det er måske også det, der fælder ham til sidst. Han bliver for entusiastisk. Her gælder det måske om lige at have mere is i maven og sige "okay".

Tadej Pogacar er 23 år, og Jonas Vingegaard er to år ældre. For andet år i træk kæmper de om Tour de France-sejren.

Og netop deres unge alder skal man have med i ligningen, mener Bjarne Riis.

- Vi skal lige huske på, at det stadigvæk er unge ryttere. Selvom Pogacar har vundet Touren to gange, så er det stadigvæk en ung rytter, der mangler erfaring, og det glemmer de måske nede i sportsdirektørbilen en gang imellem, siger Bjarne Riis.

Nu forventer han og håber, at Jumbo-Visma kommer til at kontrollere løbet og den gule trøje. Det skal de allerede gøre torsdag, hvor 12. etape slutter på toppen af Alpe d’Huez.

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.