- Ingen kan nogensinde tage det fra mig, siger Vingegaard
Jonas Vingegaard bliver den syvende danske cykelrytter til at køre i Tour de Frances gule førertrøje.
Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.
For første gang i 15 år er en dansker indehaver af den gule førertrøje i verdens største cykelløb, Tour de France.
Danskeren i gult efter 11. etape af årets Tour hedder Jonas Vingegaard.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er fantastisk. Det er skørt. Da jeg vågnede i morges, var planen at gå efter etapesejren og den gule trøje, men så også at gøre det, er bare fantastisk.
- Først og fremmest en etapesejr i Touren og så også indehaver af den gule trøje. Det kan ingen nogensinde tage fra mig, siger Jonas Vingegaard.
"Tadej vil udfordre mig hver dag"
Jonas Vingegaard stak endegyldigt fra rivalen og nu tidligere indehaver af førertrøjen, Tadej Pogacar, på 11. etapes sidste stigning, Col du Granon. Derfra så den 25-årige dansker sig ikke tilbage.
Han overhalede rytterne foran sig og snuppede sin første etapesejr i Tour de France.
Før 11. etape var Vingegaard 39 sekunder efter Pogacar. Nu har Vingegaard 2 minutter og 22 sekunder til sloveneren, der er dumpet ned på tredjepladsen i klassementet.
Touren er dog ikke afgjort endnu, lyder det fra Jonas Vingegaard, der torsdag bliver den syvende dansker til at køre i Tourens gule trøje.
- Tadej er en fighter, og han vil helt sikkert udfordre mig hver dag. Vi må bare gøre vores bedste og se, om vi kan holde fast i trøjen. Vi får svaret i Paris, siger Jumbo-Visma-danskeren.
Torsdag venter der Jonas Vingegaard og resten af Tour-feltet endnu et stort bjergslag i Alperne. 12. etape byder således på tre kategoriserede stigninger.