Kommentatorer i chok: - Hvor er det sindssygt, det her
Jonas Vingegaard og Primoz Roglic angreb på skift, da Tadej Pogacar var isoleret med 60 kilometer til mål.
11. etape af Tour de France var imødeset af mange, og den skuffede på ingen måde.
Allerede med mere end 50 kilometer til mål var lykken gjort for cykelelskere. Jumbo-Visma lancerede en offensiv, så de fik isoleret Tadej Pogacar. I bunden af Galibier – etapens næstsidste stigning – sad en eksklusiv gruppe med Jonas Vingegaard, Primoz Roglic, Tadej Pogacar og Geraint Thomas.
Herfra begyndte vanviddet, hvor Roglic og Vingegaard angreb den forsvarende Tour-vinder på skift. Vi har samlet et overblik. Se video af de vilde sekvenser i toppen af artiklen.
59,5 km til mål: Roglic angriber
- Rolf Sørensen: De satser hele butikken nu! Roglic satser butikken. Det var det, vi havde håbet, men jeg troede i virkeligheden ikke på det.
- Emil Vinjebo: Det er godt for Jonas, det her. Det er en perfekt situation.
- Rolf Sørensen: Øjjj, gode råd er dyre lige nu. Wow, et cykelløb.
58,4 km til mål: Vingegaard angriber
- Dennis Ritter: Man kan næsten ikke tro sine egne øjne - så tidligt på etapen.
- Rolf Sørensen: De satser det hele nu.
- Emil Vinjebo: Jonas ville ikke turde det her, hvis han ikke havde gode ben.
58 km til mål: Roglic angriber
- Rolf Sørensen: Pogacar bliver nødt til at reagere.
- Emil Vinjebo: Det er det her scenarie, vi har snakket om, inden Tour de France begyndte. De skal udnytte, at de er to kaptajner.
57,9 km til mål: Pogacar angriber
- Dennis Ritter: Så kører Pogacar selv. Det er svaret. Nu gider han altså ikke mere bøvl med dem.
- Rolf Sørensen: Hvor er det sindssygt, det her.
- Emil Vinjebo: Han vil af med Roglic, så han ikke har to, han skal bøvle med.
57,5 km til mål: Vingegaard angriber
- Rolf Sørensen: Nu kører han igen! Det er crazy, det her. Det er på det flade.
- Dennis Ritter: Nejjjj, hvor de presser Pogacar. Opfindsomheden kender ingen grænser. De er virkelig ikke bange for at satse det hele. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne.
57,3 km til mål: Roglic angriber
- Emil Vinjebo: Det er det, der skal til.
- Dennis Ritter: Pogacar er i problemer. Hvad skal han dog stille op? Det er så store klassepræstationer, vi er vidne til lige nu.
- Rolf Sørensen: Ej, hvor giver de os meget. Det havde jeg ikke forventet.
56,9 km til mål: Vingegaard angriber
- Rolf Sørensen: Det er skørt. Det er med hovedet under armen, som du siger, Vinjebo.
- Dennis Ritter: Det er simpelthen ikke til at tro.
56,6 km til mål: Roglic angriber
- Rolf Sørensen: Der mangler 56 kilometer!
- Dennis Ritter: De sætter det ene stød ind efter det andet i mellemgulvet af Pogacar.
Se resten af den dramatiske 11. etape på TV 2 og TV 2 PLAY.