Tour de France

Smilende Pogacar forklarer stor nedtur

Tadej Pogacar tager den hårde dag og det store tidstab som en sand mester. Og han giver ikke op.

For første gang i Tour de France-historien så vi Tadej Pogacar for alvor i problemer.

Men hvordan skete det? Det var den slovenske stjerne også selv i tvivl om. Han var dog slet ikke slået ud af nedturen.

Hvad skete der i dag?

- Uh... Det ved jeg ikke. På Galibier (næstsidste stigning, red.) havde jeg det rigtig godt. Jumbo angreb mig meget. De gjorde det rigtig godt. På det sidste bjerg havde jeg bare ikke en god dag i sidste ende. Jeg led indtil til sidst, siger Pogacar i det officielle interview efter 11. etape.

En god taber

Én ting er der dog aldrig tvivl om: Tadej Pogacar er en gentleman og en sand mester. Som det første efter etapen lykønskede han Vingegaard med den store sejr.

Og i det første interview efter etapen var smilet – som altid – at finde på Pogacars ansigt. Han havde heller ikke opgivet håbet, for han ser allerede frem mod 12. etape, som slutter op ad Alpe d'Huez.

For lidt mad, for mange angreb fra Jumbo?

- Jeg ved det ikke helt. Måske lidt det hele. Ikke den bedste dag. Men vi får at se i morgen, om jeg kan gøre det bedre.

Det er ikke slut endnu

Et tab på 2 minutter og 51 sekunder er ikke hverdagskost for en dobbelt forsvarende Tour de France-vinder, men han tager det ikke så tungt.

- Jeg vil køre cykelløb helt til det sidste. Jeg vil give det alt, jeg har, så jeg ikke har noget at fortryde, siger Pogacar og tilføjer senere:

- Det er ikke slut endnu. I dag tabte jeg tre minutter, i morgen vinder jeg måske tre minutter. Vi får at se. Jeg vil kæmpe helt til sidst.

Pogacar er 2 minutter og 22 sekunder efter Jonas Vingegaard.