Tour de France

Superstjerne står af

Mathieu van der Poel er ikke længere en del af Tour-feltet.

Mathieu van der Poel er stået af under 11. etape af Tour de France. Det oplyser hans hold Alpecin-Deceuninck på Twitter.

Den hollandske stjerne angreb ellers fra kilometer nul onsdag, og han kom med i udbrud. Siden blev han sat, og nu er han altså udgået.

Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at det er endt sådan. Allerede tidligt i Touren blev han sat på uvante tidspunkter, og derfra måtte han gå til bekendelse. Benene var der på ingen måde.

Efter 6. etape, hvor han kom i mål ti minutter efter de første, fortalte van der Poel, at han havde overvejet at sige tak for nu flere gange.

- Jeg tvivlede et par gange på mig selv, og flere gange tænkte jeg på at stå af. Det var ikke en rar dag. Jeg har ikke andet at sige, lød det fra Van der Poel til flere medier heriblandt TV 2 SPORT.

Van der Poel er ellers definitionen på en superstjerne, og det var ventet, at han kunne tage én eller flere etapesejre i årets Tour de France, hvor flere afslutninger passede ham som fod i hose.

Hollænderen har blandt andet vundet Flandern Rundt to gange, Amstel Gold Race og en etape i Touren. Han kørte også i løbets gule førertrøje sidste år.