Pogacar kunne intet gøre, da Vingegaard ikke gjorde som forventet
Tadej Pogacar forsøgte sig med flere angreb, men han kom aldrig af med Jonas Vingegaard i kampen om førertrøjen i Tour de France.
Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.
Da han så sig over skulderen, stirrede han direkte ind i Jonas Vingegaards iskolde blik.
Danskeren sad klinet til Tadej Pogacars hjul på Alpe d’Huez, der var sidste stigning på 12. etape i Tour de France, og Vingegaard veg ikke en centimeter.
Jumbo-Visma-danskeren var årvågen og ville ikke miste tid i kampen om den gule trøje, som han erobrede fra Tadej Pogacar, der havde en dårlig dag på 11. etape. Sloveneren prøvede ellers med flere angreb, men lige lidt hjalp det.
- Jeg forventede, at han (Vingegaard, red.) ville angribe kontra, og så kunne jeg angribe igen. Men han fulgte bare med, og så kunne jeg ikke gøre noget. Jeg forsøgte at angribe, men han var bare så stærk. Jeg kunne ikke sætte ham, men jeg tror, der er en chance for, at jeg prøver i de kommende dage, siger Pogacar efter etapen.
- Jeg ved, hvad der skete i går, og det vil ikke ske igen i den her Tour. Der var for mange angreb på Galibier, og jeg havde det måske for godt, og så brændte jeg for mange tændstikker. Efter Galibier betalte jeg prisen på Granon. Jeg tror ikke, det sker igen. Nu er det mig, der angriber.
Ser frem til de næste dage
Selvom Jonas Vingegaard ikke slog kontra, som Pogacar ellers forventede, forløb etapen mere eller mindre, som han havde forestillet sig.
- Jeg forventede, at det skulle være kontrolleret fra Jumbo. I dag var en af de dage, hvor de virkelig kunne kontrollere, fordi de har så stærkt et hold. Jeg forventede et lidt højere tempo på Alpe d’Huez, siger Pogacar.
- Jeg var ikke 100 procent selvsikker efter i går, men det skal jeg være, og jeg tror, jeg har fået selvtilliden tilbage. Jeg ser frem til de næste dage.
Jonas Vingegaard har 2 minutter og 22 sekunder til Tadej Pogacar på andenpladsen i klassementet.