Tour de France

Rival forklarer, hvorfor han rystede på hovedet ad Vingegaard

Geraint Thomas var ikke helt tilfreds med Jonas Vingegaards spurt på de sidste meter.

Flere af favoritterne kom samlet til mål på Alpe d'Huez.

Uden de store angreb og dramatik kunne de krydse målstregen på toppen af det mytiske bjerg, men alligevel kunne man på tv-billederne se INEOS Grenadiers-stjernen Geraint Thomas ryste på hovedet.

Jeg vil bare gøre det mod ham på et tidspunkt

Geraint Thomas

Over for TV 2 SPORT fortæller den tidligere Tour de France-vinder, at det var på grund af en mindre episode med danske Jonas Vingegaard i den afsluttende spurt.

Kan du forklare, hvad der skete i spurten?

- Det ville være bedre, hvis Vingegaard ikke kørte ind foran mig. Jeg skulle enten at bremse eller styrte, så jeg bremsede. Jeg havde gode ben, så jeg ville forsøge, og da der var modvind deroppe, var jeg i den perfekte position (til at spurte, red.), men sådan er cykling.

- Det var en hændelse i løbet. Jeg vil ikke holde det mod ham, jeg vil bare gøre det mod ham på et tidspunkt, siger Geraint Thomas med et grin, der stærkt indikerer, at det ikke er noget, han kommer til at tænke videre over.

Spurten mellem favoritterne blev vundet af Tadej Pogacar, mens Jonas Vingegaard kom i mål lige efter.

"De to er superstærke"

På Alpe d'Huez kontrollerede Jumbo-Visma, Vingegaards hold, tempoet i favoritgruppen, og det var hårdt nok til, at Romain Bardet blev sat og mistede sin andenplads. Dermed rykker Tadej Pogacar og Geraint Thomas begge en plads op.

Top 3 i klassementet

Top 3 i klassementet
RankRytterHoldpoints
1Jumbo - Visma79:33:20
2UAE Team Emirates+2:43
3INEOS Grenadiers+7:22
Se hele klassementet

Jonas Vingegaard skulle for første gang forsvare førertrøjen i Tour de France, og det gjorde han uden problemer, selvom Tadej Pogacar to gange forsøgte at sætte et angreb ind.

Geraint Thomas, der efter begge angreb måtte lade sig sætte for at køre de to rivaler ind igen, erkender, at han nok skal håbe på dårlige dage til Vingegaard og Pogacar, hvis han skal stå med den gule trøje i Paris.

- De to er superstærke. Vi forventede, at Pogacar ville have den dag, han havde i går, så vi ved aldrig med Vingegaard. Jeg tror bare, det handler om at forblive positiv og forholde os til det grundlæggende, siger Thomas.

I næste uge venter de næste store bjergslag, når Touren når til Pyrenæerne, men allerede i weekenden venter der flere kuperede etaper.