Tour de France

Vildfaren hund skyld i styrt - Fuglsangs mission ødelagt

Jakob Fuglsang forsøgte at angribe på 12. etape i Tour de France, men han blev stoppet af en hund i feltet.

Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 PLAY.

Han havde meldt planen ud fra morgenstunden. Jakob Fuglsang VILLE i udbrud på 12. etape i Tour de France.

Men da det reelle udbrud slap afsted, var danskeren ingen steder at se.

Jakob Fuglsang forklarer selv, at udbrudforsøget ikke "gik specielt godt," men faktisk var det ikke kun hans egen skyld.

- Da de første kører, bliver jeg bremset af en hund midt i feltet. Så forsøgte jeg et par gange efterfølgende, men det var dem, der listede sig afsted dér, der kom afsted, siger Fuglsang til TV 2 SPORT.

- Jumbo kontrollerede forholdsvist hårdt, men heldigvis kom Froome med, og efter hvad jeg har hørt, havde han en meget god dag i udbrud.

Ville du gerne have med, da det blev åbnet lidt igen?

- Ja, det ville jeg gerne, men jeg tog ikke chancen, siger Fuglsang

Den danske kaptajn vil ofre alt for at komme i udbrud. Video: Magnus Stig Christensen

- Det skulle ikke være sket

Flere frygtede inden etapen, at tilskuerne på Alpe d'Huez ville skabe farlige situationer.

Løbets bjergtrøje, Simon Geschke, fortæller, at tilskuerne ikke var noget i forhold til hunden, som Fuglsang også taler op.

- Den værste situation i dag var på starten af etapen, hvor der løb en hund ud på vejen. Det skulle ikke være sket, og det var der, der skete et styrt efter fem kilometer.

Som Jakob Fuglsang selv nævner, kom den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome med i udbruddet. Han fik genrejsning efter en formsvag periode og kom i mål på en tredjeplads.

- Jeg tror, det betyder utroligt meget for ham efter den lange kamp, han har haft for at komme tilbage. At kunne slutte som nummer tre på Alpe d'Huez viser, at han ikke er helt væk i hvert fald.

Fuglsang kom i mål som nummer 49 - næsten 20 minutter efter Thomas Pidcock, der vandt etapen.