Stjerne i store smerter efter styrt

Caleb Ewan var uheldig rundt i et sving, hvor han styrtede. Det kostede ham muligheden for at duellere om etapesejren.

13. etape var forløbet ganske udramatisk, indtil et styrt pludselig indtraf med lidt mere end 70 kilometer til mål.

Ned røg den australske sprinterstjerne Caleb Ewan, og det var hurtigt tydeligt, at han havde ondt - særligt i knæet.

For at gøre ondt værre sad hans hold og førte, så han havde mulighed for at vinde etapen. Det måtte de stoppe med øjeblikkeligt, så han havde en chance for at komme tilbage.

Efter et par minutter kom han på cyklen igen. Her "surfede" han rundt mellem bilerne for at komme retur til sine holdkammerater.

Han jagtede alene i omkring 20 kilometer, inden han opgav at få kontakt til feltet igen.

Se resten af etapen, hvor Mads Pedersen er i udbrud, på TV 2 og TV 2 PLAY.