- Det værste, jeg har prøvet længe, siger Mads P.
Mads Pedersen kæmpede med varmen og de stejle stigninger på 14. etape af Tour de France.
Mundvigen vendte lodret opad hos Mads Pedersen, da han fredag hentede sin første etapesejr i Tour de France.
Det samme var dog langt fra tilfældet på lørdagens etape.
- Jeg vil sige, at mundvigen vendte nedad et par gange i løbet af dagen. Ej, hvor er det varmt. Det ser man også på stigningen med 30 kilometer til mål. Normalt ville man ryge med over i feltet, når de begyndte at trykke til, men alle har siddet på grænsen hele dagen, så der blev hurtigt dannet en gruppetto.
- Det var forfærdeligt. Det værste, jeg har prøvet længe, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT efter Tourens 14. etape.
Mads Pedersen kom i mål 28 minutter efter etapevinderen Michael Matthews, men han forsikrer, at han er okay.
- Ja, ja. Altså det er bare… Til sidst bliver det hårdt. Men når man har slukket i hovedet, glemmer man også alt det med at køle af og så videre. Så kan den sidste time godt blive lang, siger Mads Pedersen.
Varsler nyt angreb
Når en etape er slut i Tour de France, venter der som oftest en ny allerede dagen efter.
Det er også tilfældet søndag, hvor Mads Pedersen igen håber at kunne spille en rolle, hvis kroppen - og vejret - tillader det.
- Jeg tror, det bliver en spurt. Der er hold, der rigtig gerne vil hjem og spurte. Der er kun den her og i Paris for sprinterne. Så der er ingen grund til at køre i udbrud i hvert fald. Så må jeg håbe på, at varmen ikke tager livet af mig, inden vi skal køre den spurt, siger han.
Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert ligger 15. etape godt til et udbrud, men det er heller ikke udelukket, at sprinterholdene vil kunne køre en massespurt hjem.
Læs alt om etapen her, hvor Vinjebo blandt andet har Mads Pedersen som en af favoritterne til etapesejren.