Magnus Cort udgår af Touren
Magnus Cort, der vandt 10. etape, stiller ikke til start på søndagens 15. etape.
Magnus Cort må desværre trække sig fra årets Tour de France.
Det oplyser hans hold, EF Education-EasyPost, til TV 2 SPORT. På Twitter oplyser holdet, at danskeren er testet positiv for covid-19.
Den danske stjerne var ellers blandt favoritterne til søndages etape, der har mål i Carcassonne, hvor Cort vandt en etape i 2018.
Heldigvis drager Cort hjem med en stor Tour de France-oplevelse i rygsækken.
Den 29-årige stjerne kørte i den prikkede bjergtrøje i syv dage, mens han også noterede sig for en flot etapesejr på 10. etape.
Led allerede lørdag
Men allerede inden lørdagens etape sagde han, at han havde det hårdt.
- Jeg har desværre været lidt træt de seneste dage. Jeg tror mest af alt, jeg gerne vil så nemt igennem (14. etape, red.) som muligt. Jeg synes, jeg lider lidt mere, end hvad sjovt er, lige nu. Men jeg håber, det vender. Vi må se, hvad der sker.
Er du syg, eller er det bare træthed?
- Narh, jeg ved ikke. Når man er træt, føles det hele lidt som det samme. Der er også lidt hårdt med varmen. Den bøvlede jeg lidt med i går, sagde Cort til TV 2 SPORT.
Cort er ikke den eneste stjerne, der forlader løbet inden 15. etape. Også Jonas Vingegaards vigtige hjælper Primoz Roglic har forladt løbet.