Tour de France 2022: 16. etape
Første slag i Pyrenæerne er en 179 kilometer lang etape fra Carcassonne til Foix, som byder på to skrappe stigninger.
FAVORITTER OG ANALYSE
Favoritter
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Lennard Kämna, Bauke Mollema
⭐️⭐️⭐️⭐️ Dylan Teuns, Nick Schultz
⭐️⭐️⭐️ Bob Jungels, Neilson Powless
⭐️⭐️ Andreas Kron, Carlos Verona, Simon Geschke
⭐️ Toms Skujins, Valentin Madouas, Mattia Cattaneo, Andreas Leknessund
Favoritter opdateret 15/7
Nøglepunktet
De sidste tre kilometer af Mur de Péguére er modbydeligt stejle, hvor rytterne kommer til at stå plantet. Det vil være stedet, som kan afgøre etapen både i et udbrud, men der er bestemt også en mulighed for, at klassementsrytterne vil prøve på noget.
Taktikken
Det her bliver en fed etape at følge. Den lægger op til, at et stort udbrud får lov at køre af sted i starten, og at vi får to løb i løbet.
Etapen er skræddersyet til, at klassementsholdende kan sende ryttere med i morgenudbruddet. De kan være standby, hvis der er brug for dem på de sidste 30 kilometer fra toppen af Mur de Péguére og ned til målbyen i Foix.
Det kan måske blive svært for de største favoritter at få lov at sende ryttere af sted, men for dem, der ligger mellem nummer 5 til 15 i klassementet på nuværende tidspunkt, vil det være en smart strategi for enten at kunne falde tilbage efter toppen af Mur de Péguére og hjælpe med at lukke et hul, der er skabt, eller i et ønskescenarie falde tilbage for at kunne hjælpe med at øge afstanden til nogle af de ryttere, der er blevet sat på stigningen.
Betydning for klassementet
Der venter to hårde dage i Pyrenæerne om lidt, så spørgsmålet er, hvor mange kræfter klassementsrytterne tør lægge i dagens etape. Jeg vil mene, at det er en gylden mulighed for at skabe afstande, fordi Mur de Péguére er så hård, som den er.
Nedkørslen kan blive hæsblæsende. Og hvis det regner, bliver det nærmest med livet som indsats fra toppen af Péguére, hvor der med garanti er huller i klassementet, der skal lukkes.
Derfor er der en del klassementsryttere, der frygter denne stressende dag.
Ruten
Der kommer nogle knolde i starten af etapen, men det er først på sidste halvdel af dagen, at det for alvor bliver hårdt stigningsmæssigt. Det gør, at udbruddet kan opbygge et rigtig stort forspring til feltet.
Hvis der ikke er så meget jagt bagfra, kan der opstå taktik i udbruddet, hvor nogle ryttere kan vælge at sidde på hjul, fordi forspringet er så stort.
De to stigninger Port de Lers og Mur de Péguére er bestemt ikke nemme. Især Mur de Péguére, som er dagens sidste udfordring, er hård.
Der er spændende, at der er 30 kilometer fra sidste top til målstregen, hvilket virkelig giver mulighed for at sende folk ud foran som forpost.
Læs alt om næste etape her: