Hverken ekspert eller Mads P. forstår stjernens beslutning
Både Lars Bak og Mads Pedersen undrer sig over taktikken fra Wout van Aert og Jumbo-Visma-holdet på søndagens etape.
Wout van Aert var i udbrud på 15. etape. Men pludselig var han det ikke længere.
Efter at have opbygget et mindre forspring sammen med Mikkel Honoré og Nils Politt stoppede Jumbo-Visma-stjernen helt op og lod sig falde tilbage til feltet.
Det gav i sig selv mening, da flere undrede sig over, at han ikke sad i feltet og hjalp sin kaptajn Jonas Vingegaard. Problemet var bare, at det relativt sent gik op for Van Aert, at hans rolle i udbruddet ikke gav mening.
Efter etapen forklarede han, at det skyldtes en ødelagt radio, men den køber TV 2 SPORTs cykelekspert Lars Bak ikke.
- Det gør jeg personligt ikke. Det er en underlig taktik, for man kan se i starten, at det er ham selv, der forcerer udbruddet. Men vi ved selvfølgelig ikke, hvad Jumbo-Vismas taktik har været. Jeg synes, det er en underlig taktik at køre af sted tre mand.
- Han burde jo selv slå hjernen til og så simpelthen stoppe og lade sig falde tilbage af sig selv, siger Lars Bak.
Efter van Aert var stoppet med 160 kilometer til mål, fortsatte Honoré og Politt. De blev hentet med lidt over 50 kilometer til mål, og etapen blev vundet af Jasper Philipsen efter en spurt.
Mads P. forstår det ikke
Debatten om Van Aerts kørsel på 15. etape blev taget i AftenTour-studiet på TV 2.
Her var den danske Tour-rytter Mads Pedersen gæst, og han kunne heller ikke forstå belgierens taktik.
- For mig ser det underligt ud. Tre mand, der kører, og han kører med. De har den gule førertrøje. Han skal ikke derud at ligge og lege. Hvis det havde været ti mand, så skulle han selvfølgelig være med, for så er det en etapesejr, han kan køre om.
- Men tre mand… det forstår jeg ikke, siger Mads P.
Ros til Van Aert
Selvom Mads Pedersen undrer sig over Jumbo-stjernens taktik søndag, mener han, at belgieren for det meste er en stor hjælp for Vingegaard.
Synes du, van Aert kører som en hjælper?
- Ikke altid. Men vi må også tage hatten af andre dage, hvor han gør det. Brostensetapen for eksempel. Det er jo en etape, han også kunne have vundet, men hvor han også laver sit arbejde for holdet.
- Så der er nogle dage, hvor han tager sine egne chancer, hvor det ikke ligner, han er en hjælper, og så er der andre dage, han virkelig er en hjælper, siger Mads P.
Mandag er der hviledag i Touren, inden det tirsdag går løs igen med det første slag i Pyrenæerne. Læs alt om etapen her.