Tour de France

Den stille thybo fik aldrig noget foræret – nu har han kørt sig ind i verdenstoppen

Jonas Vingegaard fra Glyngøre er blevet en af de helt store stjerner i cykelsporten.

Dette portræt af Jonas Vingegaard er skrevet til under Tour de France 2021, hvor han undervejs blev kaptajn for Jumbo-Visma. Det er opdateret igen i 2022, hvor han har vundet Tourens gule føertrøje.

På et Tour de France-hold bestående af navne som Wout van Aert, Sepp Kuss og de udgåede stjerner Primoz Roglic og Steven Kruijswijk er det Jonas Vingegaard, som stråler.

I en alder af 25 år er han kaptajn på et af verdens bedste cykelhold, og efter Primoz Roglics exit er han igen i år Jumbo-Vismas store klassementshåb.

I sin debut-Tour blev Vingegaard første dansker på podiet siden Bjarne Riis' sejr i 1996, der stadig tæller i resultatlisterne, selvom Riis senere har indrømmet brug af doping. Nu har Jonas Vingegaard så gentaget triumfen fra sit fødselsår.

Han kan nyde paradeetapen til Paris som vinder af verdens største cykelløb.

- Han er vokset, han er blevet stærkere, og han vinder løb. Lige nu ser vi Jonas som en rytter med et kolossalt potentiale, sagde sportsdirektør Merjin Zeeman for et par år siden om Vingegaard, der kom til holdet i 2019.

Tiltroen var med god grund, har Vingegaard bevist, selvom han aldrig har fået noget foræret.

Blå bog

Navn: Jonas Vingegaard Rasmussen

Født: 10. december 1996 

Højde: 175 centimeter

Vægt: 60 kilo

Fødested: Hillerslev

Ungdomskarriere

  • 2008-2012: Thy Cykle Ring 
  • 2013: Aalborg Cykle Ring 
  • 2014: Odder Cykelklub

Seniorkarriere

  • 2015: Odder Cykelklub
  • 2016: Odder Cukelklub/coloQuick
  • 2017: coloQuick - Cult
  • 2018: coloQuick
  • 2019: Team Jumbo-Visma
  • 2020: Team Jumbo-Visma
  • 2021: Team Jumbo-Visma
  • 2022: Team Jumbo-Visma

En lille gut, der ikke fik noget foræret

I 2015 trådte en spinkel 17-årig thybo ind ad døren i Odder Cykelklub. Her blev han mødt af Christian Moberg, der både var træner og rytter på holdet.

- Jonas var en lille gut, der ikke sagde så meget. Han gjorde, hvad der blev sagt og brokkede sig aldrig. Han havde ét mål, og det var at blive professionel på et tidspunkt.

Jeg så et lige så stort talent og potentiale i Jonas, som jeg gjorde i Jakob Fuglsang

Christian Andersen, tidligere sportsdirektør på coloQuick

Vingegaard blev hurtigt gode venner med holdkammeraterne. En glad og ydmyg knægt.

Men at han seks år senere skulle have udviklet sig til at kunne mandsopdække en forsvarende Tour-vinder i Baskerlandet, lå ikke i kortene.

Faktisk måtte Vingegaard kæmpe sig op fra C- til A-klassen i dansk cykling efter juniorårene, hvor de fleste andre større talenter rykker direkte op i A og typisk får plads på et kontinentalhold, der er sportens tredje øverste niveau.

- Han havde lidt problemer med at slå igennem i juniorklassen på grund af sin størrelse, fortæller Christian Moberg, der i dag også er cykelsportsekspert på TV 2 SPORT.

- Han har aldrig været en af dem, der vandt ti løb om året. Han har ikke fået noget foræret. Han har arbejdet sig hele vejen op.

Jonas Vingegaard kan komme 'rigtig, rigtig langt', hvis han bliver professionel.

En vej, der altså førte til cykelklubben i Odder.

Her vandt han i foråret 2016 Hammel Grand Prix – et af de få danske løb med ordentlige stigninger – og han skulle hurtigt vise flere prøver på, hvad der siden har sikret ham en plads på Jumbo-Visma.

- Så snart vi kom syd for grænsen, kom det til syne, hvor god han var til at køre opad. Han pressede os godt nok meget, når vi var på træningslejr i Spanien, husker Moberg.

To år senere var det netop en stigning i de spanske bjerge, der for alvor fik cykeleliten til at spærre øjnene op for den stille thybo. Men om det senere, for inden da var interessen begrænset til Danmark.

Glyngøre eller Girona?

Senere samme år fik Christian Moberg et opkald fra den daværende sportsdirektør for det danske kontinentalhold Team coloQuick, Christian Andersen. En mand, der siden årtusindeskiftet har arbejdet med mange af de danske talenter, der i dag har succes.

Et skifte kom hurtigt på plads midt i sæsonen.

Vingegaard og Fuglsang

Ifølge Christian Andersen er der fem konkrete lighedstegn mellem Jonas Vingegaard og Jakob Fuglsang: 

  1. Måden de kan angribe på. På stigninger kan Jonas lave et ryk ligesom Jakob Fuglsang, selvom Fuglsang måske gør det lidt mere kontrolleret over længere tid.
  2. De kører begge nogle fine tidskørsler. Jonas blev nummer tre på enkeltstarten i Baskerlandet Rundt, og så er man jo ikke kun godt på vej. Så er man der.
  3. De kan begge køre i sidevind, som er en god ting at kunne i klassementskørsel. Det har de jo også lært fra danske cykelløb, og Jonas er vokset op med det i Thy.
  4. De har begge rigtig god teknik. Jakob har det fra mountainbike, og Jonas har bare et lavt tyngdepunkt og styrer cyklen godt i forhold til sin størrelse.
  5. Og så kan de selvfølgelig begge to køre rigtigt godt opad.

- Jeg så et lige så stort talent og potentiale i Jonas, som jeg gjorde i Jakob Fuglsang, slår Christian Andersen fast.

Men det stod hurtigt klart, at et centralt kriterie skulle være opfyldt, før Jonas Vingegaard kunne brillere.

Tryghed.

- Han er et fantastisk, kærligt og følsomt menneske, der virkelig har behov for tryghed. Hvis han skal have succes, skal han have tryghed. Det kendetegner ham meget, siger Andersen.

Det er blandt andet derfor, Jonas Vingegaard – ligesom dengang – bor hjemme i Glyngøre i Nordvestjylland sammen med kæresten Trine Marie. Langt de fleste andre danske World Tour-ryttere bor i Sydeuropa, hvor de kan træne i det, man ellers kan kaldes Vingegaards terræn.

Jonas Vingegaards største fans - kæresten Trine Marie og barnet Frida - fulgte med hjemme i Danmarks, men familiefaderen kørte Vuelta a Espana i efteråret 2020. Video: Nicolai Margon Madsen

I 2017 rykkede Christian Moberg også fra Odder til coloQuick, og han mindes ligeledes, hvordan end ikke Vingegaards senere skifte til Jumbo-Visma kunne få stortalentet til at flytte fra Danmarks hovedstad for tun i olie.

- Jonas og Trine Marie var i Girona for at kigge på lejlighed, men det blev alt for meget på en gang. At skulle blive fuldtidsprofessionel, stifte familie og så samtidig at flytte et helt nyt sted hen. De havde bare brug for at være hjemme i Glyngøre og være sig selv med familien tæt på, fortæller Moberg.

Parret mødte hinanden på coloQuick, hvor Trine Marie fungerede som holdets pressechef til større løb. De blev forældre til datteren Frida efterår 2020.

Kongen af Coll de Rates

Jonas Vingegaards skifte til Jumbo-Visma faldt på plads i juni 2018 efter en turbulent periode i den spæde cykelkarriere.

Udfordringen med ikke altid at kunne følge med i forhold til de danske konkurrenter blev nemlig forværret, da et brækket lårben spolerede det meste af 2017-sæsonen.

Men på en træningslejr i Spanien i marts 2018 vækkede han alligevel holdenes interesse på sportens øverste niveau, World Touren. Ved at slå tidsrekorden på den velkendte spanske teststigning Coll de Rates gjorde Vingegaard sig internationalt bemærket.

Med en gennemsnitsfart på 30 kilometer i timen klarede han de 6,5 kilometer på 13 minutter og 2 sekunder. 12 sekunder hurtigere end den profilerede rekordholder Tejay van Garderen fra BMC.

I 2018 kørte Jonas Vingegaard stærkt op ad Coll de Rates. Video: Karsten Mortensen

- Jeg var egentlig ikke overrasket over, at han slog den, fortæller Christian Andersen, der som sportsdirektør sad med i bilen bag Vingegaard og resten af coloQuick-holdet.

- Det er sådan noget, der er sjovt, og for Jonas var det et eller andet sted også en ekstra døråbner i forhold til at komme tættere på at lave en aftale med Jumbo-Visma.

For hollænderne kontaktede nemlig sportsdirektøren samme måned, og efter en tur ned for at lade sig teste på Jumbo-Vismas eget center i april faldt en aftale på plads i juli med Merjin Zeemans hold.

- Der var mange andre World Tour-hold, som var interesserede i at tilknytte ham, men Christian Andersens ord fik os virkelig til at indse, at det ville være en god idé at få ham til holdet. Nu viser kalenderen 2021, og vi står glade tilbage, har Zeeman tidligere udtalt.

Vingegaards mål om en fuldtidsprofessionel World Tour-kontrakt var nået, og i 2022 kan jublen blive endeløs, hvis Vingegaard og Jumbo-Visma kommer godt igennem de sidste Tour-etaper. Inden den sidste bjergetape fører Vingegaard løbet med 2 minutter og 18 sekunder.

Fra fiskefabrikken til World Touren

Og vejen dertil er lagt med imponerende resultater. I sin første sæson hos Jumbo-Visma stod Jonas Vingegaard pludselig på podiet iført førertrøjen i Polen Rundt efter en sejr på 6. etape. Selvom den samlede sejr glippede, var den første World Tour-triumf en realitet.

Men det store gennembrud, som Vingegaard fik med andenpladsen i Touren 2021, begyndte først så småt i Grand Tour-debuten i Vuelta a Espana i 2020.

- Man man kunne virkelig se, at han begyndte at blive bedre. De andre ryttere blev mere og mere trætte, og de leverede dårligere, men Jonas blev stærkere og stærkere, har Merjin Zeeman efterfølgende fortalt.

Grand Tour-debutanten Jonas Vingegaards hårde arbejde blev dyrt for flere stærke navne i favoritgruppen. Video: TV 2 SPORT

- Jeg tror, at han havde godt af strukturen og det professionelle setup. Han fik det rigtige at spise, den rigtige behandling og den rigtige mængde hvile.

Netop struktur var faktisk noget, Vingegaard blev skolet i af Christian Andersen, der i coloQuick-tiden havde skaffet thyboen et job på en fiskefabrik i Hanstholm.

- Det var for at lære ham nogle ting om at have en daglig rytme, der er vigtige for at blive en fuldendt cykelrytter. At blive vant til at stå op og møde til tiden. At skulle planlægge sin træning og alt andet ordentligt, som var med til at gøre, at han havde styr på sine ting, før han kom ind på et stort hold, forklarer Andersen.

Selvom det har givet pote, og selvom Vingegaard har nydt stor succes i de seneste år, betyder det ikke, at toppen er nået. Men ifølge hans tidligere sportsdirektør er det tydeligt, at Vingegaard i dag mestrer en af fortidens største kvaler.

- Det sværeste for ham har været at klare at have meget pres på skuldrene. Det klarer han nu. Jeg er virkelig imponeret over det, han har nået, har Andersen sagt.

- Da han vandt Coppi e Bartali, viste han det virkelig, for der lå alle bolde i hans kurv. Han kørte fænomenalt. Det var dér, jeg så ham tage det næste skridt.

Og så hjælper det naturligvis at gå i en skole, hvor forstanderen hedder Primoz Roglic, mener Merjin Zeeman.

- Jonas er indforstået med, at det er okay ikke at være 100 procent perfekt endnu, og han ved, han er på et hold, hvor han har plads til at udvikle sig. Jeg ved, at Roglic hjælper ham med alt det, han har brug for. Han deler alle sine erfaringer med Jonas og giver ham selvtillid, siger han.

Den nykårede Vuelta-vinder Primoz Roglic siger, at danske Jonas Vingegaard kan opnå alt, hvad han sætter sig for. Video: Nicolai Dvinge

Mulig dansk Grand Tour-vinder

Under et år efter Grand Tour-debuten i Spanien fik Jonas Vingegaard også debut i verdens største løb, Tour de France. Her var hans rolle klar: Sørg for at passe på kaptajnen, Primoz Roglic.

Inden starten af 9. etape valgte sloveneren dog at udgå, da han var plaget af et styrt tidligere i løbet. Det åbnede en mulighed for Vingegaard, som han greb.

I bjergerne imponerede han ved at sidde med de etablerede stjerner, og i 2021 var han den eneste, der kunne sætte den forsvarende vinder, Tadej Pogacar, opad. Det har han præsteret igen i 2022, og på 11. etape til Col du Granon kørte Vingegaard alene i mål flere minutter før Pogacar.

Dermed kørte Jonas Vingegaard sig i Tourens gule trøje for første gang i karrieren. Senere vandt han også på Hautacam - iført den gule trøje - og mangler nu bare at fragte trøjen sikkert til Paris. Men uanset hvor meget han flyver op ad de franske tinder, så har han stadig fødderne solidt plantet i det jyske. Både mentalt og fysisk.

Danske Jonas Vingegaard skiftede i januar til Team Jumbo-Visma, og siden har den professionelle karriere taget fart. Video: Karina Borg Hansen

Det bekræfter ColoQuicks Christian Moberg.

- En gang imellem cykler han ud forbi os, og når sæsonen er slut, kommer han med en kuffert med cykeltøj, nogle af ungerne i klubben eller mekanikernes børn kan køre i. Han er meget vellidt. Han er bare en god dreng.