Tour de France

Starstruck Vingegaard: - Hold da kæft … En vild oplevelse

Efter triumfen på 18. etape blev Jonas Vingegaard hevet til siden, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ville hilse på ham.

Jonas Vingegaard har været den helt store stjerne i cykelverdenen de seneste uger, men efter triumfen på Hautacam følte han sig for en stund meget lille og ydmyg.

Midt i alle forpligtelserne, der følger med ved at have den gule trøje, blev han pludselig hevet til siden. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der havde overværet 18. etape på nærmeste hold, ville tale med danskeren.

Det var sgu en vild oplevelse. Hold da kæft …

Jonas Vingegaard til DR Sporten

En kort video på præsidentens Instagram-konto viser dele af samtalen, hvor Jonas Vingegaard meget ydmygt siger:

- Jeg er virkelig glad for at møde dig. Det er virkelig en ære.

Emmanuel Macron responderer med: "Jeg er sikker på, at vi kommer til at mødes igen", hvilket Vingegaard hurtigt bakker op om: "Det håber jeg".

I sidste ende så vi også, hvem chefen i denne Tour er, for Vingegaard har været i kontrol

Emmanuel Macron, Frankrigs præsident

"Hold da kæft ... Vild oplevelse"

Efterfølgende lagde den danske Jumbo-Visma-stjerne ikke skjul på, at det havde været en oplevelse ud over det sædvanlige, da han blev interviewet af DR Sporten.

- Det var sgu en vild oplevelse. Hold da kæft … Han sagde, at han var glad for at møde mig, og jeg var jo fuldstændigt starstruck. Vild oplevelse. Vanvittigt, lød det med begejstret stemme fra Vingegaard.

Det er langtfra første gang, at Frankrigs præsident besøger verdens største cykelløb og undervejs overværer en etape fra bilen hos løbsdirektør Christian Prudhomme.

Og torsdag var Emmanuel Macron meget begejstret for, hvad han så.

- Det var en ekstraordinær etape med mange angreb, og vi så noget hidtil uset: en kamp mellem den gule, grønne og hvide trøje. I sidste ende så vi også, hvem chefen i denne Tour er, for Vingegaard har været i kontrol, og han ved, hvordan han skal angribe på de afsluttende stigninger, sagde Macron efterfølgende ifølge spanske Marca.

Efter sejren på 18. etape har Jonas Vingegaard nu 3 minutter og 26 sekunder ned til Tadej Pogacar på andenpladsen. Der resterer tre etaper af årets Tour de France.