Van Aert blev vred på pressemøde

Mens Jonas Vingegaard besvarede dopingspørgsmålet med ro i stemmen, hidsede Wout van Aert sig noget mere op.

Wout van Aert var noget nær klodens lykkeligste mand, da han lørdag vandt 20. etape i Tour de France.

Men glæden forstummede hurtigt. I hvert fald i et kort øjeblik.

Skal vi nu forsvare os selv, fordi vi præsterer så godt?

Wout van Aert

For på det obligatoriske pressemøde efter etapen blev den belgiske superstjerne bedt om at forholde sig til, om man kan stole på, at hans og resten af holdets præstationer bliver leveret på lovlig vis.

Et spørgsmål, som han mildest talt ikke var særlig begejstret for.

- Det spørgsmål gider jeg ikke engang svare på. Det er sådan et lortespørgsmål. Det kommer hele tiden tilbage, når nogen har vundet Touren. Du kan tage bare tage hans mikrofon igen, fortalte van Aert til den ansvarlige på pressemødet.

Men det sluttede ikke her, for intervieweren var ikke tilfreds med sit svar, og så måtte van Aert uddybe:

- Skal vi nu forsvare os selv, fordi vi præsterer så godt? Jeg forstår det ikke. Vi arbejder superhårdt for det her, og sporten har ændret sig. Jeg bryder mig ikke om, at vi skal blive ved med at svare på de her spørgsmål. Vi skal igennem dopingkontroller hele tiden i løbet af året, og ikke kun i Touren, for de kommer også hjem til os i privaten.

- Hvis du ser på, hvordan vores hold har udviklet sig de seneste år, er det ikke fordi, vi er kommet ud af ingenting, sluttede van Aert.

"Vi er fuldstændig rene"

Spørgsmålet til Wout van Aert blev stillet få minutter efter, at Jonas Vingegaard havde svaret på et lignende spørgsmål.

Danskeren var ikke nær så utilfreds, men han var alligevel ganske klar i mælet.

- Vi er fuldstændig rene. Allesammen. Det kan jeg sige til alle. Ingen af os tager noget ulovligt, siger Vingegaard.

- At vi er så gode, tror jeg, skyldes forberedelserne. Vi har taget højdetræning til et nyt niveau. Vi er opmærksomme på alt inden for materiel, og holdet er efter min mening det bedste.

- Derfor skal I stole på os, lød det fra danskeren.

Jumbo-Visma har haft et særdeles succesfuldt Tour de France, hvor de søndag skal fejre, at de har vundet både bjergtrøjen, pointtrøjen og den gule førertrøje.