Tour de France

Danske Spil taber millioner på Vingegaard-triumf

Jonas Vingegaard var danskernes favorit til at vinde Touren allerede inden Tour-start, melder Danske Spil.

Søndag aften har Jonas Vingegaard vundet dette års Tour de France. Men han er ikke den eneste dansker, der kan juble over at have vundet.

Tusindvis af danskere har nemlig spillet på, at netop Vingegaard skulle slutte Tour de France i den gule førertrøje. Samlet har Oddset-spillere vundet gevinster for 2,5 millioner kroner.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Allerede inden starten på årets Tour kunne Danske Spil melde, at danskernes tro på Vingegaard var stærk.

Tallene viste således, at danskernes spil på en vinder af Touren allerede havde overhalet samme spil fra hele sidste års Tour de France, og samtidig var halvdelen af alt spil sat på Vingegaard som sejrherre.

- Danskerne har troet på Vingegaard, allerede inden startskuddet for årets Tour lød i København. De havde ham som favorit, selv om vi havde spået ham som toer i løbet.

- Det viser, at danskerne oddser med både hjerne og hjerte, og de fleste vil naturligvis helst lægge penge på et resultat, de bryder sig om, siger Peter Emmike Rasmussen, oddssætter hos Danske Spil.

Større og større tro på dansk sejr

Da spillet på årets Tour de France åbnede i oktober sidste år, var det med odds 7 på, at Vingegaard ville vinde det prestigefyldte cykelløb. Det er en sandsynlighed på under 15 procent.

Da Touren startede i de københavnske gader, var oddset faldet til 5 i Vingegaards favør, og dermed en sandsynlighed på 20 procent.

Søndag er Jonas Vingegaard blevet den anden dansker i historien til at hive en Tour-sejr hjem til Danmark.

Danske Spil har allerede åbnet for spillet for næste års Tour de France med Jonas Vingegaard som favorit. En ny sejr til Jonas Vingegaard i Tour de France 2023 giver pengene 1,80 gange igen, mens Tadej Pogacar som anden favorit giver odds 3,25.