Her får Vingegaard kommentatorer til at bande
Jonas Vingegaard var godt på vej til at forsvare sin gule trøje, men en kort tur i grøften gjorde det hele lidt mere spændende.
Hvis man ikke i forvejen havde nerverne helt uden på tøjet, fik man det i hvert fald med 2,5 kilometer til mål.
Jonas Vingegaard var på vej mod en god tid på enkeltstarten på 20. etape, men danskeren satsede lidt for meget i et sving på en nedkørsel. Med næsten 70 kilometer i timen kom han alt for langt ud i siden af vejen – tæt på en klippevæg.
Vingegaard reddede den, men han erkender også, at han lige nåede at frygte hele scenariet.
- Jeg havde det næsten, som om jeg fik et hjertestop. Jeg synes egentlig ikke, at jeg satsede meget, men jeg tror bare, at jeg lavede en fejl, da jeg gik ind i svinget. Vejen var også lidt ujævn i svinget, og jeg kunne ikke nå at rette op på min fejl, siger Vingegaard på pressemødet.
- Men i sidste ende reddede jeg den, heldigvis. Det er jeg meget glad for.
Det var TV 2 SPORTs kommentatortrio også. De nåede – ligesom de fleste danskere formentlig – at få hjertet helt op i halsen.
- Jonas, for helvede! Nu tager du farten af, min ven. Nu er jeg ligeglad. Han behøver ikke give os mere spænding, lød det fra en meget nervøs Rolf Sørensen, mens Emil Vinjebo også fokuserede på, at Vingegaard med situationen in mente burde have taget svingene meget langsommere.
Fik ekstra motivation
Vingegaard har i de senere år forbedret sig enormt på netop tidskørsler, selvom det lørdag var ved at gå galt. Det tilskriver han Jumbo-Vismas minutiøse tilgang til disciplinen og hans intense træning på enkeltstartscyklen.
Mange husker billederne af en Vingegaard med våde øjne på scenen i Tivoli, da publikum ved holdpræsentation gav ham en brølende velkomst.
- Selvfølgelig gav det mig ekstra motivation, at så mange mennesker mødte op og heppede på mig. Ikke bare i Tivoli, men hele starten i Danmark var utrolig, siger Vingegaard.
- Det har været nogle fantastiske uger, og starten i Danmark kommer jeg altid til at huske, siger Vingegaard, der skal hyldes på Københavns Rådhus og i Tivoli på onsdag.