Tour de France

Kun tre gange har den gule trøje skiftet ejermand på sidste etape

Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange den gule førertrøje i Tour de France har skiftet ejermand på sidstedagen.

Det er så længe siden, at mange af dem, der var født dengang, formentlig har glemt det. I år 33 år.

Det var senest, den gule førertrøje i Tour de France skiftede ejermand på den sidste etape.

I 1989 var amerikanske Greg LeMond 50 sekunder efter Laurent Fignon fra Frankrig inden 21. og sidste etape, der ganske usædvanligt var en individuel enkeltstart og ikke bestod af paradekørsel og en spurt på Champs-Élysées, som vi har været vant til de seneste mange år.

LeMond iført aerodynamisk hjelm og styr var hurtigst af alle på enkeltstarten og 58 sekunder hurtigere end Fignon, der kørte uden aerodynamisk styr og lod hestehalen blafre i vinden.

Dermed overtog amerikaneren førertrøjen på sidstedagen og vandt Touren med sølle 8 sekunder. Den mindste vindermargin i Tour de France nogensinde.

Godt 20 år mellem tilfældene

Anden gang i Tour de France-historien, hvor den gule trøje skiftede ejermand på den sidste etape, var i 1968. Igen var den sidste etape en individuel enkeltstart.

Jan Janssen fra Holland vandt enkeltstarten og snuppede førertrøjen uden at have haft trøjen i løbet af løbet. Janssen vandt Touren dét år med 38 sekunder.

I den første udgave af Touren efter Anden Verdenskrig, i 1947, var det første gang, at Tourens førertrøje skiftede ejermand på den sidste etape.

Franske Jean Robic udførte et decideret kup, da han angreb, mens den førende rytter Pierre Brambilla fra Italien var fanget i feltet.

Brambilla endte med at komme i mål mere end 20 minutter efter etapens vinder, og han røg ned på en samlet tredjeplads. Robic, der kom i mål 13 minutter tidligere, vandt derfor Touren samlet med knap 4 minutter til nummer to og med over 10 minutter til Pierre Brambilla.

Før 21. og sidste etape i 2022-udgaven af Tour de France fører 25-årige Jonas Vingegaard med 3 minutter og 34 sekunder til Tadej Pogacar på andenpladsen.