Tour de France

Landstræner har skumle planer med Vingegaard

Danmarks herrelandstræner, Anders Lund, tror, Jonas Vingegaard kan vinde lige det, han vil.

Jonas Vingegaard har aldrig repræsenteret Danmark ved et elite-VM, men står det til Danmarks landstræner, ændrer det sig snart.

- Som menneske bliver jeg bevæget af det, Jonas har præsteret. Som landstræner begynder jeg straks at lægge skumle planer i forhold til forskellige udtagelsesscenarier, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.

Næste VM er i Australien, som byder verdens bedste cykelryttere velkommen til en kuperet rute.

Om det allerede er her, at landstræneren lægger skumle planer, vil han ikke afsløre.

- Lige nu tror jeg, at Jonas kan lige, hvad han vil. Det er klart, at han primært er etapeløbsrytter, og at det er her, at han slår sine folder, men med den motor, han har, kan han sigte efter det meste.

Han har med stor fornøjelse fulgt med i et stort dansk Tour de France, der gav fire danske etapesejre, og som søndag blev kronet med en samlet sejr.

Anders Lund var landstræner, da Mads Pedersen blev verdensmester i linjeløb i 2019.

Der er VM i Wollongong i slutningen af september.