Tour de France

Sådan skal Jonas Vingegaard hyldes de kommende dage

Den danske Tour de France-vinder kan se frem til blive hyldet i flere lande, når hans gule trøje skal vises frem.

Godt og vel 3350 kilometer.

Jonas Vingegaard og resten af Tour de France-feltet har været ude på en ordentlig omgang i dette års Tour de France.

Vingegaard endte som den store sejrherre, og de kommende dage venter der fest og fejring flere steder. TV 2 SPORT forsøger her at danne et overblik over danskerens kommende tid.

Mandag

Jonas Vingegaard bliver i Paris indtil mandag aften. Han har ikke noget specielt program i Paris, men det forventes, at han skal slappe af med holdet og familien.

Tirsdag

Efter mandagen tager Jonas Vingegaard til Holland, hvor Jumbo-Visma hører til og har hovedkvarter. Her vil der være besøg hos holdets vigtigste sponsorer.

Om eftermiddagen vil der så være en form for fejring og ceremoni i Jumbo-Vismas hovedkvarter, hvor TV 2 SPORT vil være til stede.

Fredag kommer jeg til at ligge på sofaen – og der vil jeg være i en uge

Jonas Vingegaard

Onsdag

Onsdag venter den store fejring i Danmark.

Klokken 12.00 vil Jonas Vingegaard i åben bil blive kørt fra Københavns Lufthavn til Københavns Rådhus. Han forventes at ankomme en time senere, og klokken 13.45 vil han efter planen træde ud på balkonen mod Rådhuspladsen for at blive hyldet.

Se hele programmet her.

Når det officielle program på rådhuset er overstået, vil Jonas Vingegaard tage turen videre til Tivoli. Her skal han sammen med en række af de øvrige danske ryttere, der har deltaget i årets Tour de France, hyldes.

Se fejringen af Jonas Vingegaard onsdag fra klokken 10.00-18.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

TV 2 SPORT fangede Jonas Vingegaard, efter han havde været hele fejringsmøllen igennem. Video: TV 2 Sport

Torsdag

Efter fejringen i Tivoli og på Københavns Rådhus vender danskeren hjem til Glyngøre, hvor han bor.

Her er det planen, at han skal fejres på byens stadion, men inden vil der være paradekørsel gennem Glyngøre for Vingegaard og familien. Det siger Susan Aaen, som til dagligt er provst i Glyngøre, men også fungerer som frivillig medarrangør af programmet, til Jyllands-Posten.

Fredag

- Fredag kommer jeg til at ligge på sofaen – og der vil jeg være i en uge, siger Jonas Vingegaard i det officielle vinderinterview.

Han fortæller ligeledes til TV 2 SPORT, at det var planen, han skulle have kørt endagsløbet Clasica San Sebastian lørdag, men det er ikke længere på programmet.